Blogger-konge går til Jyllands-Posten

Oprettelsesdato 21. oktober 2009

Jalving skal skrive kommentarer i papiravisen og blogge, når Jyllands-Posten i begyndelsen af marts etablerer et opinionsunivers på nettet.

Jalving driver i dag en kommunikationsvirksomhed, har været souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion og kommentator ved dagbladet Information. I løbet af de seneste par år har Jalving været den mest læste blogger på Berlingske Tidende, men nu skifter han altså til Jyllands-Posten:

”Jeg har et særligt forhold til Jyllands-Posten. Vi holdt avisen i mit barndomshjem, jeg fik mit første læserbrev offentliggjort i Jyllands-Posten, og jeg har altid drømt om engang at komme til at arbejde for avisen. Jyllands-Posten er en avis, der er bevidst om sin identitet. Der er højt til loftet, og avisen er ikke bange for at stå alene eller gå imod strømmen, hvis en historie kræver det. Det er det, en avis skal kunne”, fortæller Mikael Jalving.

Mikael Jalving er 40 år, historiker og forfatter til flere bøger, heriblandt ”Magt og ret. Et opgør med Godheden” (2007); ”Utopiske Europa. Artikler om historiens nutid” (1998) og ”Mellem linierne. Thorkild Hansens historieskrivning” (1994).

Jyllands-Postens opinions- og kulturredaktør Flemming Rose ser frem til samarbejdet.

”Opinionsstoffet er vigtigt for Jyllands-Posten. Vi har længe haft et godt øje til Mikael Jalvings skarpe og vidende pen. Han har en sjælden evne til at kombinere den velskrevne kommentar med stor viden og indsigt båret af skarpt formulerede meninger. Det er derfor, så mange læser ham og forholder sig til hans kommentarer. Det får Jyllands-Postens læsere nu glæde af”, lyder det fra Flemming Rose.











Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk