Overenskomststridige strejker kan være både korte og lange, ligesom de kan være vanskelige eller ukomplicerede. Bogen beskriver alle aspekter af behandlingen af overenskomststridige strejker i perioden fra strejken konstateres til sagen afsluttes i Arbejdsretten eller ved et forlig.
Bogen er et informativt og praktisk redskab for alle, der arbejder med konflikthåndtering og det arbejdsretslige system, samt medarbejdere i arbejdsgiverorganisationerne, der beskæftiger sig med overenskomststridige strejker.
I denne 9. udgave af bogen er de seneste aftaler mellem LO og DA om effektivisering af konflikthåndteringssystemet indarbejdet. Bogen beskriver bl.a. de særlige regler, der gælder i forbindelse med afholdelse af fællesmøder på virksomheder med holddrift, forskudt tid o. lign.
Bogen er desuden opdateret med ændringerne vedr. strejkernes behandling i Arbejdsretten, som er en konsekvens af den seneste aftale mellem LO og DA fra 2006.
Endelig indeholder bogen en beskrivelse af de elektroniske sagsgange mellem arbejdsgiverorganisationerne og DA, der pr. 1. januar 2009 afløser de hidtidige manuelle arbejdsgange. Sagsgangen vil således fremover foregå i konflikthåndteringssystemet, NetKon.