TV 2 bliver nu det fjerde medie i Danmark, der får en ombudsmand til at tage modtagernes parti. I det næste nummer af Journalisten slår TV 2 en stilling op som 'seernes og lytternes redaktør'. I forvejen har Politiken, Fagbladet Sygeplejersken og Danmarks Radio en sådan stilling, skriver Journalisten. TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, lægger da heller ikke skjul på, at inspirationen til stillingen er hentet hos konkurrenterne: ”Det er en pendant til DRs seerredaktør, det er der jo ingen tvivl om. Men jeg synes, at det er en god ide og en rigtig god ordning, at der er nogen med fokus på klagebehandlingen. Med alle de nyheder og programmer, vi sender, synes jeg, at det er nødvendigt”, siger hun til Journalisten. Folketinget har med medieforliget pålagt TV 2 at oprette stillingen som seer- og lytterredaktør. Men ifølge Merete Eldrup kan det også komme både TV 2 og brugerne til gode. På europæisk plan er der cirka 25 lignende ombudsmænd, så med de nu fire stillinger går Danmark i spidsen på området. Men kampen kan godt blive hård for seernes mand eller kvinde på TV 2. Det viser erfaringerne fra DR, hvor Informations tidligere chefredaktør Jacob Mollerup har været lytternes og seernes redaktør i knap tre år. Ifølge Journalisten brugte Mollerup brugte de første år mange kræfter på at få accepteret funktionen hos ledelsen. Flere direktører var fra begyndelsen imod, at DR skulle have en medieombudsmand, og dermed blev det svært for Mollerup at få opbakning til initiativer, der skulle gøre hans arbejde synligt for DR’s brugere. ”Lederne skal sende et signal om, at der er en idé i at have en intern kritiker, selvom det føles ubehageligt. Flere ledere syntes ikke om, at jeg fik en stærk, udadvendt funktion, og at jeg kunne tage deres beslutninger op til diskussion”, siger Jacob Mollerup til Journalisten. Han mener, at han er kommet halvvejs i kampen for at blive accepteret og synlig. Men han kunne godt tænke sig sit eget tv-program som på de svenske kanaler TV4 og SVT.