Curt Sørensen (S), borgmester i Svendborg, anlægger alligevel ikke civilt søgsmål mod Fynske Medier, der står bag Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, skriver de to aviser.
”Det kan du godt kalde en ’blød landing’. Men når jeg har valgt at indbringe sagen for Forbrugerombudsmanden, så er det for at få en hurtig afgørelse. Et civilt søgsmål kunne sagtens trække ud i både et og to år, og så ville det hele være glemt”, siger Curt Sørensen, der har bedt Forbrugerombudsmanden komme med en principiel udtalelse, til Fyns Amts Avis.
I sidste uge proklamerede Curt Sørensen, at han ville sagsøge de to aviser for uden tilladelse at have brugt et billede af ham i en avissalgsannonce. Annoncen reklamerer for avisernes dækning af de fynske skolelukninger, og Curt Sørensen mener ikke, at aviserne har ret til at bruge et pressefoto af ham som del af reklamen.
Fyens Stiftstidendes ansvarshavende chefredaktør Per Westergård tvivler ikke på sin ret til at bringe billederne, men støtter Curt Sørensens kontakt til Forbrugerombudsmanden.
”Det er fint, at han prøver at køre sagen gennem Forbrugerombudsmanden, det er et vigtigt etisk spørgsmål”, siger Per Westergård til Fyens Stiftstidende.
Det er i givet fald markedsføringsloven, der vil komme i anvendelse.
I lovens paragraf 1 om god markedsføringsskik hedder det overordnet, at ”Erhvervsdrivende omfattet af denne lov skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser”.
I ”retningslinjer og vejledninger” i afsnittet om ”portrætbilleder m.v.” redegøres mere detaljeret for vejledende retningslinjer for anvendelse af portrætbilleder eller andre personlige kendetegn i markedsføringen. Heraf fremgår, at billeder af personer ikke må bringes i reklamer uden forudgående tilladelse fra de afbildede personer.
Men disse regler gælder ikke i den pågældende sag, vurderer juridisk seniorkonsulent Christina Moshøj fra Danske Dagblades Forening.
"Det er rigtigt, at markedsføringslovens § 1 beskytter kendte og ukendte personer mod en kommerciel udnyttelse, herunder brug af deres billeder uden samtykke. Men Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis har ikke forbrudt sig mod denne bestemmelse, da anvendelsen af borgmesterens billede sker som led i en helt legitim foromtale/ reklamering af avisens redaktionelle indhold”, siger hun.
Christina Moshøj henviser til bl.a. en afgørelse fra Sø- og handelsretten fra 1989, der fastslår, at et medie gerne må reklamere for en konkret artikelserie i eget medie og med et ledsagende billede.