JP/Politikens Hus lancerede torsdag medwatch.dk med nyheder om medicinalsektoren, biotek, medico og rehab samt de stærkeste aktører inden for naturlægemidler og kosttilskud, skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Dermed fortsætter mediekoncernen oprustningen på niche-erhvervsområdet med det tredje abonnementsbaserede netmedie. Ligesom de eksisterende medier vil MedWatch blive drevet i regi af Jyllands-Posten. Den 49-årige redaktør Henrik Tüchsen er ansvarlig for den daglige redaktionelle ledelse af det nye site.
”Vi vil dække de store selskaber i brancherne, men vi vil også følge den store underskov af små, spændende virksomheder tættere end noget andet medie. Her er der masser af potentiale for vækst”, siger Henrik Tüchsen, der har mere end 20 års erfaring fra Børsen og Berlingske, hvor han var redaktør og redaktionel ansvarlig for lanceringen af business.dk og desuden har dækket medicinal- og biotekbranchen i begge bladhuse.
Med på holdet har han to journalister, der ligesom eksterne leverandører og partnere som Jyllands-Posten og Ritzau Finans vil bidrage til den daglige nyhedsstrøm. Samtidig med lanceringen af MedWatch udgiver Jyllands-Posten et 54 siders glittet magasin, hvor artiklerne fra den første uge af mediets levetid præsenteres.
Læs mere på: http://medwatch.dk/