Radio- og tv-nævnet har nu fundet frem til de fire konsulentfirmaer, der kan bidrage til markedstesten, når Nævnet fremover skal vurdere nye digitale tjenester fra DR og TV 2 Regioner.
Efter en udbudsrunde er der indgået rammeaftaler med Rambøll Management Consulting A/S, KPMG, TNS Gallup A/S og Oliver & Ohlbaum Associates Ltd.
Værditesten, som blandt andet går ud på at vurdere den nye tjenestes indvirkning på andre tjenester på markedet, blev besluttet i en bekendtgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i marts 2011.
Testen skal laves som en godkendelse ved væsentlige ændringer af eksisterende tjenester samt af nye tjenester, hvis de ikke allerede er en del af forpligtelserne i public service-kontrakt. Testen gennemføres enten efter en ansøgning fra DR, eller ved at Nævnet selv tager en sag op. TV 2-regionerne skal ikke søge, men Nævnet kan også her vælge selv at tage sagen op af egen drift.
Der vil i værditesten blive lagt vægt på fire forhold for at bedømme dens væsentlighed:
1) Tjenestens udbredelse (dvs. hvor mange forventer man vil bruge tjenesten og i hvor stort omfang vil de bruge den),
2) Den finansielle størrelse (dvs. hvor meget koster det at etablere og drive den nye tjeneste. En tjeneste er væsentlig, hvis den koster mere end 1 million kroner årligt i 3 år)
3) Nyhed (dvs. er tjenesten ny eller ligger den i forlængelse af eksisterende tjenester) og
4) Varighed (dvs. hvor lang tid skal den nye tjeneste være i drift. Pilotprojekter eller projekter af mindre end fire måneders varighed skal ikke værditestes).
Radio- og tv-nævnet skal endvidere vurdere, om tjenesten har public service-værdi, dvs. den skal opfylde demokratiske, sociale eller kulturelle behov.
Læs mere på: http://www.bibliotekogmedier.dk/medieomraadet/tv/dr/vaerditest/