Politiken laver ugentlig opslag om hverdagen i klasseværelset

Oprettelsesdato 3. september 2010

Også regeringens 360 graders undersøgelse af folkeskolen vil blive fulgt nøje

Er mobiltelefoner en plage? Eller kan de bruges til noget fornuftigt i undervisningen? Skal en lærer være ven med sine elever på Facebook? Og er det o. k. ikke at invitere hele klassen til børnefødselsdagen?

Debatterne fra forældremøderne får nu mulighed for at blive luftet i et større forum, når Politiken fra 7. september sætter fokus på det liv, børnene lever i skolen, skriver avisen.
På et opslag hver tirsdag vil avisen gøre hverdagen i klasseværelset nærværende for avisens læsere.

”Folkeskolen er en institution, alle har mening om, og som der altid er kamp om.
Nu mere end nogen sinde, idet regeringen hen over efteråret vil lave det, som undervisningsministeren kalder en revolution af skolen. Det vil vi følge tæt på Politiken”, siger uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang i Politiken.

Fokus på siderne vil være de nære problemer, som elever fra børnehaveklassen til sidste dag i gymnasiet eller den tekniske skole konfronteres med. Det vil være dilemmaer, som forældre oplever i deres kontakt med skolerne. Og det vil være de arbejdsforhold, som skolelærere og skoleledere støder på i deres hverdag.

De nye sider vil ud over reportager og nyheder have faste elementer, der vil gå igen.
Fx ’Min skoletid’, hvor kendte mennesker fortæller om deres skoletid og ’Skal du have skolepengene tilbage?’, der er en quiz, hvor læserne kan teste, om de kan svare på tre spørgsmål fra en udvalgt skoleopgave.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk