Hvor mange læser nyheder på webben, og hvor mange på print? Og hvad hvis printavisen først læses dagen efter, avisen er udkommet?
Interessentskabet Index Danmark, der består af Danske Dagblades Forening, Dansk Magasinpresses Udgiverforening og Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, har besluttet at følge en indstilling fra Metodeudvalget og TNS Gallup om to vigtige justeringer af metoden bag læsertal i Index Danmark.
For det første er der indført en ny indsamlingsprocedure, der sikrer, at svarpersonernes læsning af printmediernes papir- og internetudgaver holdes adskilt. Flere og flere forbrugere benytter begge informationsplatforme, og da Index Danmark's opgave er at dokumentere læsningen af mediernes papirudgaver, er sondringen mellem brugen af disse platforme væsentlig.
For det andet er der indført en særlig indsamlingsprocedure, der skal registrere omfanget af såkaldt forskudt læsning af hverdagsaviser i weekenden. Hvis læsning af f.eks. en lørdagsudgave udskydes til søndag, har denne læsning ikke tidligere indgået i det samlede læsertal.
Begge forbedringer er indført med virkning fra 1. januar 2009, og de første offentlige læsertal, der er udarbejdet efter de nye metoder, bliver offentliggjort i starten af februar, nemlig AktualitetsIndex for januar.