Nu er adgangen til uanonymiserede retslister åben

Oprettelsesdato 27. januar 2012

Nyt ekstranet skal hjælpe til forberedelsen for medierne, der laver retsreportager

Efter længere tids forhandling og forberedelse er Domstolsstyrelsen nu klar til at give medierne adgang via et særligt ekstranet for journalister til de elektroniske uanonymiserede retslister for samtlige retters straffesager, herunder også landsretterne og Højesteret.

”Ekstranettet er etableret som en hjælp til journalisterne/redaktionerne, der derved hurtigt kan danne sig et overblik over, hvorvidt sagerne er relevante og der derfor bør afsættes ressourcer til at dække retsmøderne. Retslisterne må ikke gøres tilgængelige for andre og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde”, fortæller juridisk seniorkonsulent Christina Moshøj fra Danske Dagblades Forening.

DDF har i samarbejde med Danske Mediers Forum indgået aftale med Domstolsstyrelsen om, at retslisterne vil kunne anvendes fra februar 2012.

Retslisterne vil blive vist for 14 dage ad gangen og vil – modsat de nuværende elektroniske retslister – bl.a. omfatte navne på de sigtede/tiltalte. Listerne viser også informationer om tid og sted for kommende grundlovsforhør.

Andre nye muligheder i ekstranettet er fritekstsøgning fx ”tyveri” samt at søge på de enkelte retskredse og på bestemte datoer (indenfor den givne 14 dagsperiode). Oplysning om et eventuelt navneforbud vil være angivet i de tilfælde, hvor anmodning herom er nedlagt på tidspunktet for retslistens oprettelse. Retslisterne vil i øvrigt blive opdateret fire gange i døgnet.

Christina Moshøj påpeger, at adgangen til ekstranettet er tiltænkt medier, der beskæftiger sig med retsreportager og derfor har brug for jævnligt at kunne tilgå disse retslister. Den enkelte journalists adgang vil være personlig og vil være betinget af, at mediet, som journalisten er tilknyttet, sørger for, at den pågældende journalist har en digital signatur, som skal anvendes, når journalisten ønsker at tilgå retslisterne.

Læs mere på: http://www.domstol.dk/presserum/retslister/Pages/default.aspx

Tilbage til nyhedsbrev


Læs mere om


Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk