Avisens formål er at styrke øens lokale netværk og at fremme de gode små lokale historier. Det har vist sig at lade sig gøre med de fire første udgaver af den lille hyperlokale områdeavis, Morsø Folkeblad siden efteråret 2009 har udsendt.
”Vi udgiver i øjeblikket én områdeavis, men har planer om at lave flere, alt efter hvor mange ildsjæle, vi kan finde rundt om på øen. Økonomien hænger ikke helt sammen, men det er tæt på. Derimod får vi 8 siders lokaljournalistik uden nævneværdige omkostninger til glæde for alle på øen”, fortæller Claus Thomsen, der er direktør og chefredaktør hos Morsø Folkeblad.
Aviserne er skrevet af ildsjæle, foreninger, politikere og andre lokale borgere, og hidtil har artiklerne blandt andet handlet om akuthjælpere fra Sygehuset Thy-Mors, den nye præst, at være ung på Sydmors og en dag med Juniorklubben.
Ifølge Claus Thomsen med god modtagelse fra læserne.
”Avisen er blevet meget vel modtaget, da alt i avisen er lokalt skrevet og vedrører lokale og kendte emner. Man vil jo gerne læse om dem, vi kender, så vi igen har noget at snakke om over kaffen. For os som mediehus handler det om involvering, da jeg ser en stor grad af borgerinvolvering som absolut nødvendigt i et fremtidig trængt mediemarked, og hvor vi – der er meget små- nok ikke lige som det første bliver styrtende rige af at ahve en lækker hjemmeside”, lyder det fra Claus Thomsen med afsluttende bemærkning:
”Vi får godt nok en ny – og meget moderne – hjemmeside i efteråret, og vi trænger da også…”.
Se områdeavisen på: http://www.mf.dk/