Forligsmanden offentliggjorde sent tirsdag aften resultatet af afstemningen om mæglingsforslaget. Afstemningsresultatet har været afventet med spænding – ikke mindst fordi HK/Privat har ført en større nej-kampagne.
Resultatet af afstemningen viste imidlertid, at 64 pct. af de afgivne stemmer blandt lønmodtagerne havde stemt ja til mæglingsforslaget. Den samlede stemmeprocent var på 33,9 pct.
Også journalisterne har stemt for mæglingsforslaget, idet 91,2 pct. har afgivet en ja-stemme. Stemmeprocenten på journalistområdet var på 44 pct. Samtlige overenskomster under DMA er dermed vedtaget.
”I DMA er vi tilfredse med de opnåede resultater, der sikrer virksomhederne en behersket lønudvikling og arbejdsro i de kommende to år”, siger Thomas Rønnow, forhandlingsdirektør i Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA).
DMA vil nu orientere medlemmerne om de opnåede resultater på en række kurser. Et særligt fokusområde vil være budoverenskomsten for provinsen, hvor medlemmerne på tre medlemsmøder vil blive præsenteret for de nye tiltag om bl.a. efterprøvelse af tidsforbruget på distrikterne og satser for unge bude mellem 15 og 17 år.
”I overenskomstperioden ser vi desuden frem til at udbygge samarbejdet med overenskomstparterne, herunder ikke mindst til det forestående udvalgsarbejde med Dansk Journalistforbund om opbygningen af et tidssvarende efteruddannelsessystem”, fortæller Thomas Rønnow.