LEDER: Truslen på Rådhuspladsen
Selv store emner som mediestøtteudvalg, offentlighedslov og Apples alvorlige angreb på ytringsfriheden med afvisningen af side 9-pigen på IPad’ens skærm blev et øjeblik underligt sekundære, da nationen i sidste uge hørte om PETs afværgning af et grufuldt angreb på Jyllands-Posten i København.
At ytringsfriheden generelt er under pres i Europa er én – meget alvorlig – ting, som Nyhedsbrevet før har beskæftiget sig med. Men at et varieret kompagni af alt fra åbenlyse tosser til hjernevaskede intellektuelle med tilsyneladende stigende frekvens går direkte efter menneskeliv i et herværende bladhus er surrealistisk, hvis det ikke var, fordi de fleste i vor branche har et kollegialt og personligt forhold til konkrete personer dér, som i dag selvstændigt eller en bloc stræbes efter livet.
Diskussionen om betimeligheden af publiceringen af Muhammed-tegningerne er i den forbindelse ligegyldig. Det samme er i virkeligheden det indiskutable faktum, at publiceringen var lovlig. Hvad der derimod ikke er ligegyldigt er, at denne verden rummer mennesker, som man ikke kan nå, fordi deres fanatisme ikke stoppes af den indbyggede fornuft, som annammelsen af afbalanceret oplysning kunne have givet dem.
Ikke desto mindre står en ledelse og en stor og varieret medarbejdergruppe i JP/Politikens Hus sammen om at afvise frygten. Selvom huset på Rådhuspladsen rummer tre vidt forskellige aviser og endda med vidt forskellige holdninger til Muhammed-tegningerne, er der ro på banjerne. Arbejdet går sin vante gang, og selvom frygten vel melder sig ind imellem, står man vagt om dét, som den selvsamme uhyggelige situation gør om muligt endnu vigtigere end ellers: At udkomme og fortælle om og diskutere den verden, hvor disse absurde trusler findes.
Hele branchen og det omgivende samfund må tage hatten af for mediehusets stålsatte og stadige indsats fra dag til dag uden hensyn til den terrortrussel, som nu helt åbenlyst er latent. Selvom det foregår midt i et åbent og velfungerende land, er det en indsats, der på grund af truslens uberegnelighed er beslægtet med de udfordringer, som møder medierne i langt mindre modne samfund.
Men netop det, at et stort dansk bladhus er under pres, perspektiverer, at samfundet har behov for lovgivning, der giver medierne gode levevilkår og journalistikken fremragende arbejdsbetingelser i overvågningen af samfundsfunktionerne.
Det kan derfor ganske vist være, at terrortruslen mod JP/Politikens Hus et øjeblik fik mediestøtteudvalg, offentlighedslov og Apples overgreb på ytringsfriheden til at træde i baggrunden. Men når det kommer til stykket, er hændelsen et jættestærkt memento om, hvor afgørende det er, at det frie danske og frie samfund over hele verden tager opmærksomt vare på deres medier og deres vilkår og tillige ihærdigt forsøger at udbrede denne kultur til alle verdens lande.
For ingen andre samfundsfaktorer end medierne har den samme mulighed for at påvirke befolkninger til at besidde den forståelse for menneskerettighederne i almindelighed og ytringsfriheden i særdeleshed, som i sidste ende er forudsætningen for at undgå den bestialske terror.
