LEDER: Om DR, TV 2 og Apps

Oprettelsesdato 8. oktober 2010

Af Ebbe Dal, adm. dir. for Danske Dagblades Forening

De sidste par uger er der startet et nyt opgør om statens medier over for de private, frem for alt dagbladene. Fra dagbladsside har vi sagt fra i forhold til udviklingen af applikationer på de to statsejede medier, og TV 2s direktør, Merete Eldrup, har med en for hende ukarakteristisk mangel på argumentation svaret hårdt igen ved at køre grammofonpladen om dagbladenes klynkeri.
             
Der er behov for at skære DDF’s holdning til dette ud i pap:
                
Dagbladene tror, at applikationer på mobiltelefoner og tablets åbner mulighed for, at medierne kan komme til at tjene penge på indhold på digitale medier. Det står fuldstændigt klar, at hvis denne chance brændes, så kan vi kigge i vejviseren efter at få gang i en ny økonomi baseret på den journalistiske indsats. Det vil betyde mediedød.
                
Danmark er et af den fjerdedel af verdens lande, der har en fri presse, som kan holde myndighederne i ørerne. Mediedød er det sidste, vi vil have.
                
Derfor skal der dæmmes op for, at staten påfører de private medier en konkurrence, som forhindrer, at de kan skabe en ny økonomi.
               
Dagbladene har akkurat samme opfattelse af statsmediernes rolle i forhold til apps, som af, hvad de bør gøre på internettet. Den er, at hvad der ligger i forlængelse af deres sædvanlige udsendelsesvirksomhed på radio og tv naturligt kan have en plads på nye medieplatforme. Men hvad der ligger der ud over, kan kun være til skade for udviklingen af de private medier, som i parentes bemærket fortsat er dem, der kommer med den meget store majoritet af nyheder. Det betyder konkret, at DR’s allerede introducerede P3-app er acceptabel, medens nye selvstændige initiativer ikke vil være det. Og at TV 2’s gratis applikationer, som udvikles for tiden, bare ikke er i orden.
                
Nu tager vi lige den sædvanlige diskussion:

Ja, dagbladene får tilskud, og læserne betaler ikke moms af deres avis. Men tilskuddene forudsætter – modsat licensen – at der er et marked, der vil købe aviserne, ellers udløses det ikke. Og værdien af det direkte tilskud udgør kun under 1/25 af omsætningen og har kun én gang i den tid, det har taget årets konfirmander at vokse fra fødsel til konfirmandfest, opvejet underskuddet. Alligevel beder de trods hårde tider ikke om mere, men blot om opretholdelse af det nuværende. Der er ikke noget, dagbladene hellere vil end at give overskud, og det er ikke klynk at ville opretholde det vundne.
                
Nej, TV 2/Danmark får ikke længere licenstilskud. Men kom ikke med sangen om, at man klarer sig på markedspræmisser. TV 2 lever på et kæmpe lån fra staten og er grundlagt på et monopol, hvor man for 20 år siden i fred og ro fik lov at skabe en superkomfortabel monopolsituation på et nyt, men allerede fra starten modent og enormt givtigt reklamemarked. Hvis lånet ikke var der, var der muligvis heller ikke et TV 2/Danmark, og havde man ladet private komme i gang med tv-reklame først, havde det i hvert fald slet ikke været tilfældet.
                
Ja, DR skal udvikle sig. Men så længe DR ikke udvikler sig uden at suge indtjeningsmulighederne ud af de private konkurrenter, bliver udviklingen en gøgeunges. Dagbladene accepterer, at DR fik flere menneskealdre til at sætte sig på radio- og tv-markedet. Men det skal sandt for dyden ikke gå på samme måde med de digitale medier.

Ja, der er truende konkurrenter i Google og eBay osv., og DR’s generaldirektør og TV 2’s ledelse forsømmer ikke en chance for at pege på, at de udgør større trusler mod de private medier end statsmedierne. Men de private kæmper ikke side om side med DR og TV 2 mod de udenlandske konkurrenter. Konkurrenter er konkurrenter, og realiteten er, at de private medier skal kæmpe mod to gange statsradiofoni og de nævnte udenlandske invasive arter, og det kan tage pippet fra enhver.
                
Konklusion: DR skal forhindres i at lave apps på andet end den ret, som de i forvejen serverer på radio og tv. Og TV 2 skal tage markedspris for deres apps. Det er helt enkelt.

Tilbage til nyhedsbrev


Læs mere om


Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk