LEDER: Mediernes grundlov
Af Ebbe Dal, adm. dir. for Danske Dagblades Forening
Dansk Journalistforbunds Mogens Blicher Bjerregård har i en sympatisk kommentar i Journalisten 17. februar advaret mod, at de seneste måneders diskussion om medieansvar kommer videre end til markeringer af, at man har syntes, pressen gik for langt. Mogens Bjerregård nævner ingen specifikke sager, men man aner Ekstra Bladets håndtering af Mariasagen i Herning og spørgsmålet om, hvem der står på mål for DR i ’jægersagen’ kan være årsag til hans kommentar.
De 90 % af Bjerregårds tekst kan DDF tilslutte sig. Mediansvarsloven er velfungerende, de vejledende regler for god presseskik er det også, og helt centralt: Rammerne for pressens daglige indholdsdispositioner må nødvendigvis være baseret på selvregulering.
Man kan endda lægge til, at medieansvarsloven, der trådte i kraft i 1992, under udformningen var indædt diskuteret i pressekredse, hvor mange fandt, at det var at gå for langt, når Pressenævnet blev en offentlig institution efter, at dens virksomhed hidtil havde været varetaget på privat basis.
Desværre afslutter Mogens Blicher Bjerregård sin kommentar med at gentage DJ’s ønske om, at medieansvarsloven bør ændres for at skabe rammer for redaktionel indsats på internettet – og her menes vel digitale medier i det hele taget.
Vi har i dag en udmærket ordning, hvor digitale medier, der ønsker at begive sig ind under medieansvarslovens forpligtende redaktøransvar, blot skal tilmelde sig Pressenævnet. Så regnes de på linje med de traditionelle medier. Det betyder omvendt, at websites og mobiltjenester, som ikke tilmelder sig, eksisterer under samfundets sædvanlige ansvarsregler.
Det vil være en vanskelig, for ikke at sige umulig opgave at beskrive en skillelinje mellem egentlige digitale medier og nettjenester, der ikke er publicistiske medier, så de automatisk falder i hver sin kasse, når man skal fordele dem. Og tanken om en smagende forsamling, som skal dømme tjenesterne til den ene eller den anden side kan kun give gåsehud.
Den eksisterende ordning, hvor den enkelte tjeneste må vurdere, om den vover at tage det alvorlige ansvar på sig, som det er at give sig ind under reglerne om redaktøransvar for til gengæld bl.a. at blive omfattet af reglerne om kildebeskyttelse, giver en langt bedre regulering.
Vi har en meget velfungerende medieansvarslov, som det kostede blod, sved og tårer at komme i hus med. Den er i bund og grund faldet på plads som mediernes grundlov og bør ikke åbnes for at gennemføre en tvivlsom og risikabel inddækningsøvelse, der er helt overflødig.
