JP/Politikens Hus’ dagblade skaber gode resultater for koncernen

Oprettelsesdato 3. februar 2012

Digital indtjening og skarpere bladsalg får egenkapitalen til at runde en milliard kroner

Det er lykkedes JP/Politikens Hus sidste år at genskabe overskuddet for 2010. Ifølge en regnskabsmeddelelse viser det primære driftsresultat et overskud på 217 mio. kroner mod 234 mio. kroner i 2010, hvilket skyldes konjunkturer med en stadig finanskrise og en annoncenedgang i årets 3. og 4. kvartal.

Før skat endte årets resultat på 239 mio. kroner, og med et overskud efter skat på 175 mio. kroner runder egenkapitalen nu en milliard kroner.

Det er fortsat koncernens tre dagblade Ekstra Bladet, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken, der henter pengene hjem blandt andet gennem et vedholdende fokus på digital indtjening, forbedring af rentabiliteten i bladsalget samt effektiviseringer og besparelser.

”De tre dagblades solide førerpositioner på print, net og mobil er udbygget gennem året. Ved udgangen af 2011 var Politiken og Jyllands-Posten landets mest læste morgenaviser målt på både hverdage og søndage. Samtidig var ekstrabladet.dk igen i 2011 det absolut førende digitale nyhedsmedie i Danmark med over 1,3 mio. daglige besøg, ligesom Ekstra Bladets mobile site indtog en markant førerposition”, står der i meddelelsen.

Særlig for Ekstra Bladet er det lykkedes at knække den digitale nød, så journalistik på nettet faktisk kan give penge på bundlinjen.

”Den største bidragyder til vores overskud er Ekstra Bladet, som ikke alene tjener penge på den trykte avis, men også på det digitale, som nu bidrager til et lille tocifret millionoverskud”, siger administrerende direktør Lars Munch til Mediawatch.

Det er bannerannoncer og reklamer rundt om tv-indslag, der kombineret med de 1,5 mio. brugere om måneden og over 175 mio. sidevisninger sikrer, at Ekstra Bladet nu opvejer sit trykte oplagsfald ved at hente tilstrækkelige indtægter fra online.

Ifølge Lars Munch passerer Ekstra Bladets digitale indtægter printavisens i løbet af få år.

Læs mere på: http://www.jppol.dk/media/42356/regnskabsmeddelelse%202011.pdf

Tilbage til nyhedsbrev


Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk