Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent i Pakistan, Puk Damgsgård Andersen, har valgt at forlade landet, efter at de pakistanske myndigheder har erklæret hende uønsket og nægtet at forny hendes visum, fordi hun anses som en terrortrussel, der ikke længere kan sikres beskyttelse.
Puk Damsgård Andersen, der har været bosat i Pakistan i tre år, blev søndag beskyldt af den pakistanske avis The Nation for bl.a. at udbrede Muhammed-tegningerne og stå bag andre ”skumle aktiviteter”. Avisen er ifølge JP kendt for at være en konservativ, nationalistisk og religiøs avis, og i Pakistan anses tegningerne for at være blasfemiske, hvilket kan betyde dødsstraf.
Herhjemme har Morgenavisen Jyllands-Posten protesteret over for den pakistanske ambassadør i København, der tirsdag blev indkaldt til møde i Udenrigsministeriet med det formål at gøre Pakistan opmærksom på, at arbejdsvilkårene for danske journalister er kritisable.
"Det er uacceptabelt, at en repræsentant fra den frie presse må tage ud af Pakistan, efter at hun i mange år har bidraget til og bestræbt sig på at videregive et nuanceret billede af landet”, siger Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, til avisen.
Danske Dagblades Forening har ligeledes protesteret over behandlingen af Puk Damsgård Andersen. ”Det er helt utilstedeligt, at Pakistan smider en journalist på porten tilsyneladende uden nogen formel anklage”, siger adm. direktør Ebbe Dal.
Foreningen har i sin henvendelse til Pakistans ambassadør videre peget på, at de facto-udvisningen af Damsgård Andersen strider mod principperne i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder.
”Journalister bør have de bedst mulige arbejdsbetingelser i ethvert land, hvilket helt selvfølgeligt indebærer muligheden for at få lovligt ophold i landet og for frit at bevæge sig inden for landets grænser”, siger Ebbe Dal.
Læs DDF’s brev til ambassaden på: http://danskedagblade.dk/artikel/protest-over-defacto-udvisning-af-dansk-journalist-fra-pakistan