I onsdags fremlagde Europa-Kommissionen udkastet til et nyt databeskyttelsesdirektiv, der er en reform af reglerne fra 1995 og ifølge kommissionen ”styrker borgernes private rettigheder på nettet og booster Europas digitale økonomi”, står der i en pressemeddelelse.
”Den teknologiske udvikling og globalisering har grundlæggende ændret måden, data bliver indsamlet, tilgået og brugt på. Samtidig har de 27 EU-medlemslande implementeret regler fra 1995 forskelligt, hvilket resulterer i en forskellig håndhævelse af reglerne. Én enkelt lov vil fjerne den nuværende fragmentation og bekostelige, administrative byrder, så der spares omkring 2,3 milliarder euro om året. Initiativet vil hjælpe med at genskabe forbrugernes tillid til onlineservices, samtidig med at der sker et meget tiltrængt boost i væksten, jobbene og innovationen i Europa”, skriver EU’s justitskommissær, Viviane Reding, der også er vicepræsident for EU-Kommissionen.
Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) frygter, at de nye regler er for rigide og vil forringe mulighederne for at udvikle mediernes digitale forretninger og dermed få en negativ indflydelse på væksten og arbejdspladserne i den danske og europæiske onlinebranche.
"De nye regler risikerer at kriminalisere en nuværende praksis og påfører dermed en masse virksomheder et urimeligt ansvar og store omkostninger. Hvis man overfører reglerne til en telefonbog, vil det betyde, at man fremover skal opbevare telefonbogen utilgængeligt og forsvarligt låst inde, da den indeholder persondata. Og det selv om andre nemt kan tilegne sig informationerne, som i sig selv ikke er følsomme, men som kan misbruges af enhver med kriminelle hensigter”, siger Morten Helveg Petersen, direktør i FDIM.
Direktøren er endvidere bekymret for, om de nye databeskyttelsesregler i EU og Danmark skaber ulige konkurrencevilkår mellem det europæiske marked og resten af verden, så flere danske onlinevirksomheder flytter uden for EU.
Læs mere på: http://ec.europa.eu/justice/newsroom/data-protection/news/120125_en.htm