Fængselsdom til redaktør for kursmanipulation vækker opsigt

Oprettelsesdato 25. juni 2010

Ytringsfrihed eller kursmanipulation for egen vindings skyld, spørger professor i børsret

Den tidligere økonomiske redaktør på magasinet Penge & Privatøkonomi, Claus Forrai, blev torsdag idømt fire måneders fængsel og konfiskering af én million kroner af den private formue for at være skyld i kursmanipulation, skriver business.dk.

Anklagen lyder, at han skulle have fusket sig til store aktiegevinster i 2006-2008, mens han var redaktør. I flere tilfælde har han købt aktier for et stort beløb i et bestemt selskab og herefter givet selskabet rosende omtale i sin aktiekommentar i magasinet.

Det fik kurserne til at stige, og Forrai kunne herefter ofte sælge af sin aktiebeholdning med betydelig gevinst, skriver business.dk.

Ifølge Jesper Lau Hansen, professor i børsret ved Københavns Universitet, vil dommen vække opsigt, da han mener, det er den først dag i Europa, hvor en redaktør bliver dømt for kursmanipulation.

Jesper Lau Hansen forklarer, at sagen især er interessant, fordi den ligger i krydsfeltet mellem redaktørens ytringsfrihed og kursmanipulation.

”Journalister har en særskilt beskyttelse, når de skriver mere eller mindre dokumenterede oplysninger. Men dommeren har altså vurderet, at det er blevet bevist, at han er gået over grænsen og ikke har leveret saglige rapporter, men i stedet bevidst påvirket aktiekurserne for egen vinding”, siger Jesper Lau Hansen til business.dk.

Straffen er ifølge professoren forholdsvis hård og på niveau med forholdsvis grove insiderforbrydelser, der minder om kursmanipulation.
Læs mere på: http://www.business.dk/medier-reklamer/redaktoer-fire-maaneder-i-faengsel-kursmanipulation

Tilbage til nyhedsbrev


Læs mere om


Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk