EB's udviklingsdirektør Søren Svendsen er ny formand for Digitale Publicister

Oprettelsesdato 29. oktober 2010

Desuden har bestyrelsen fået fire nye medlemmer

På generalforsamlingen for brancheforeningen Digitale Publicister 27. oktober i Kolding blev der valgt en ny bestyrelse, herunder en udskiftning af formandsposten, da den hidtidige formand, Anders Lassen, har skiftet direktørjobbet i Infomedia ud med en tilsvarende stilling i Koda.
 
Fremover er det Ekstra Bladets udviklingsdirektør Søren Svendsen, der vil sidde for bordenden, når foreningens bestyrelse skal håndtere opgaver som at sikre kvaliteten af indholdet hos de publicistiske udgivere af webnyheder og forsvare ophavsretten til samme.
 
Desuden godkendte generalforsamlingen den nye sammensætning af bestyrelsen efter årets jobskifter rundt om i det danske medielandskab.
 
De nye bestyrelsesmedlemmer er Berlingske Tidendes onlinechef Troels Berendt Jørgensen (i stedet for Mette Bove-Nielsen), Kristeligt Dagblads internetchef Anders Ellebæk Madsen (i stedet for Morten Hesseldahl), Herning Folkeblads onlinechef Rune Werliin (i stedet for Anders Lassen) samt på en nyoprettet plads Aller Media A/S' onlinechef Jesper Berg.
 
Desuden modtog fire øvrige bestyrelsesmedlemmer genvalg, nemlig Egmont Magasiners marketingdirektør Tine Senger, Ritzaus Bureaus adm. direktør Lars Vesterløkke, TV 2 NETs direktør for digitale medier, Gregers Wedell-Wedellsborg, samt Fynske Mediers onlinedirektør Richard Wraae. 

Tilbage til nyhedsbrev


Læs mere om


Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk