Forhandlingerne med journalisterne vil blive videreført i Forligsinstitutionen
Efter en række forhandlingsmøder med Dansk Journalistforbund har Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) i går konstateret, at det ikke er muligt at forny de redaktionelle overenskomster uden forligsmandens medvirken.
”Det har under forhandlingerne vist sig, at DJ-repræsentationen ikke reelt er interesseret i at finde løsninger på de barrierer, der findes i overenskomsterne, og som begrænser virksomhedernes muligheder for at imødegå de strukturelle udfordringer, som branchen står over for”, siger DMA’s forhandlingsdirektør Thomas Rønnow.
Dansk Journalistforbund har blandt andet afvist at diskutere flermedialitet/-funktionalitet, opgørelsesperiode for arbejdstiden, jobløn, efteruddannelse eller øget tilstedeværelse.
DMA afventer nu en indkaldelse fra Forligsmanden, hvorefter forhandlingerne vil blive videreført i Forligsinstitutionen.