Som en konsekvens af den politiske medieaftale for 2011-2014 har DR skulle foretage økonomiske besparelser, der i mandags tog form af 67 afskedigede medarbejdere og 37 medarbejdere med frivillige fratrædelsesaftaler.
”Det er en meget kedelig dag for DR, hvor vi må sige farvel til en lang række af vores dygtige medarbejdere. Men vi står i en situation, hvor vi bliver nødt til at forholde os til nye økonomiske rammer for de kommende fire år, og derfor er det desværre uundgåeligt”, siger DR’s generaldirektør Kenneth Plummer i en pressemeddelelse.
Blandt de kanaler og programmer som bliver påvirket af besparelserne er 'Deadline 17' på DR2, underholdningsprogrammet 'Talent', som sendes for sidste gang i år på DR1 samt 'Forsvundne danskere', som bliver sendt for sidste gang i 2011.
En række afskedigelser af journalister fra DR’s nyhedsudsendelser fik en lang række nyhedsjournalister til at strejke i løbet af mandagen. Medarbejderne hos DR Nyheder havde ellers ved en afstemning mandag formiddag afvist at strejke, da et flertal stemte imod strejken. Men da andre afdelinger i DR begyndte at strejke, forlangte nogle af medarbejderne i DR Nyheder en ny afsteming. Og ved afstemning nummer to samme dag - nu på eftermiddagsholdet - var der flertal for at strejke, skriver DR.