Amerikanere opfatter journalistikken på nettet som mest troværdig

Oprettelsesdato 21. oktober 2009

To ud af tre amerikanere siger i en meningsmåling, at kvaliteten af den journalistik, de har til rådighed, er for ringe. Flertallet mener også, at de mest troværdige nyheder skal findes på nettet, skriver Journalisten. Forud for mediefestivalen 'We Media' i USA viser en meningsmåling, at amerikanerne har et ret ufestligt syn på journalistikken. Undersøgelsen, der er lavet i samarbejde mellem mediefestivalens arrangører og analysefirmaet Zogby, viser, at halvdelen af de 2.000 respondenters primære kilde til information og nyheder er internettet, hvilket er en stigning fra 40 % sidste år. Det største slag mod traditionelle journalistiske medier som tv, radio og aviser er måske, at de knap 2.000 respondenter i undersøgelsen også synes, at hjemmesider er den mest troværdige kilde til information. Knap en tredjedel af de adspurgte amerikanere siger, at nettet er deres mest betroede kilde til oplysninger. Kun knap hver femte (22 %) nævner aviser, og marginalt færre (21 %) nævner tv og (15 %) radio som den mest troværdige kilde. Det bekræfter en tilsvarende undersøgelse fra året før, hvilket bekymrer tænketanken iFOCOS, som også er medarrangør på mediefestivalen: ”For andet år i træk har vi dokumenteret en krise i amerikansk journalistik, der er langt mere alvorlig end industriens forretningsmæssige udfordringer”, siger Andrew Nachison, der er medstifter af iFOCOS.
Ved det anerkendte uddannelsessted for amerikanske journalister, Poynter Institute, vækker undersøgelsen også opmærksomhed: ”Nyhedsproducenter, der fortsætter med at betragte deres trykte eller radio- og tv-transmitterede produkter som de vigtigste, kommer ikke med på vognen og kan ende med at gå neden om og hjem. For at klare sig er det nødvendigt at ændre sine prioriteter”, skriver mediestrategen Amy Gahran i bloggen på instituttets hjemmeside ifølge Journalisten.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk