Nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 13-2005

Oprettelsesdato 1. april 2005

>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================

EN MERE SYNLIG KØBENHAVNERAVIS FRA JP
Jyllands-Posten har fra i torsdags relanceret sin københavner-sektion. Avisens navn er ændret fra JP København til bare København, ligesom den nu udkommer i tabloidformat. I en introduktionsperiode vil sektionen blive omdelt gratis i hovedstaden, og koncernchef Carsten Juste lægger ikke skjul på ønsket om at lancere en gratisavis i København. På sigt.

NORDMÆND VERDENSMESTRE I AVISLÆSNING
85 procent af alle nordmænd læser mindst en avis pr. dag.
Det viser de halvårlige læsertal for norske aviser som NTS Gallup udarbejder for norske Mediebedriftenes Landsforening. Norge kan derfor fortsat kalde sig verdensmester i avislæsning.
En avislæserundersøgelse slår fast, at 78 norske aviser har fået flere læsere og bare 22 har fået færre.
Avismarkedet i Norge er stabilt til trods for øget konkurrence fra radio, TV og internettet.
De norske nicheaviser øger deres læsertal, lige som det især går frem for de fleste lokal- og regionalaviser.

AVISANNONCER PÅ TILBUD
Den svenske avis Helsingborgs Dagblad fik bonus, da den valgte at sætte prisen på annoncering i avisen gevaldigt ned. Avisen er en af de svenske aviser, der ikke er gået til et lille format, og derfor ville Helsingborgs Dagblad give annoncørerne mulighed for at annoncere i det store broadsheed-format. Det fik annoncørerne lejlighed til for en pris på blot 33.000 svenske kroner. Normalprisen for en helside er 110.000 svenske kroner. Resultatet blev 247 helsides-annoncer og nogle stor-fornøjede annoncører, skriver Pressens Tidning. Avisen tjente hermed 75 millioner svenske kroner.


WEEKENDAVISEN GÅR EN ANELSE TILBAGE
Weekendavisens regnskab viser et overskud før skat på 2,25 mio. kr., en beskeden tilbagegang i forhold til 2003. Desuden er avisens oplag gået tilbage fra 66.000 til lige godt 60.000 siden årtusindskiftet.
Til det siger chefredaktør og adm. direktør, Anne Knudsen til nyhedsbrevet Dansk Presse:
- Oplagsproblemerne havde vi i virkeligheden i første halvår af 2004. Vi fik dem rettet op i løbet af de sidste måneder af 2004, simpelthen ved at omlægge og effektivisere den tekniske side af bladsalget. Men året totalt blev altså under forventning; det var svært at indhente den tid, der var gået skidt, siger Anne Knudsen, der dog ser lyst på fremtiden for Weekendavisen.
Avisen har nemlig fået vendt oplagskurven, idet man for februar-tallenes vedkommende er gået frem med 3.000 eksemplarer siden februar sidste år.
- I dag har vi oplagsfremgang, blandt andet på grund af den nye sektion
IDEER, som er blevet uhyre vel modtaget, siger Anne Knudsen.

AMERIKANSK AVIS TAGER WEB-BLOG I BRUG
Avisen The News & Record i North Carolina med et oplag på 93.000 har tagett web-blog i brug i et forsøg på at overleve. Avisens hjemmeside indeholder elleve blogs lavet af de ansatte, hvoraf én er skrevet af chefredaktøren, hvor han svarer på læsernes spørgsmål, kommenterer kritik, samt diskuterer hvordan avisen er drevet, skriver forbes.com.
Der er også et diskussionsforum med 23 forskellige emner, blandt andet sikkerhed på skolen og kameraer ved byens trafiklys.
Læs mere på www.news-record.com

DÅRLIGE TIDER FOR FRANSKE AVISER
Franske aviser fortsætter med at miste læsere. Oplagstallene for 2004 viser, at Le Monde er gået tilbage med 4,1 procent, mens Le Figaro gik ned 3,1 procent.
Endnu større var nedgangen for Liberation og France-Soir, skriver netavisen Expatica. Også kommunistavisen L´Humanité og den katolske avis La Croix havde en mindre tilbagegang. Den eneste franske papiravis med virkelig stor fremgang var sportsavisen L´Equipe, som i 2004 øgede oplaget med 8,6 procent.


>>> FAGPRESSE
=====================================================

PORTOSTØTTEN ER OG BLIVER VÆK
Regeringen har ikke til hensigt at genindføre portostøtten for fagpressen, som blev fjernet i fjor. Det siger kulturminister Brian Mikkelsen efter et samråd med kultur- udvalgene i Folketinget.
500 fag- og foreningsblade er bukket under, siden regeringen for et år siden fjernede portostøtten. Den frie prissætning har betydet ekstraudgifter for fagbladene på ca. 340 mio. kr. og Post Danmark har stort set fået monopol på distributionen.
Mikkelsen mener, at tilbagegangen lige så vel skyldes det øgede brug af internettet som fjernelsen af portostøtten.
Direktør i Dansk Fagpresse, Christian Kierkegaard, udtaler, at det især er de mindre lokale foreningsblade, der har lidt bladdøden. Disse blade er blevet hårdt ramt økonomisk efter portostøttens bortfald den 1.marts 2004, da Post Danmark har udnyttet sin monopolstilling til at sætte priserne kraftigst op i forhold til små blade. Det har Post Danmark gjort, fordi de ved, at der ikke er nogen alternative distributører, som er i stand til at håndtere blade med små oplag. De blade, der har fået de mindste stigninger, er de meget store blade. Det er her, Bladkompagniet og Forbrugerkontakt er i stand til at levere alternative produkter - og Post Danmark derfor er ude i en konkurrence.
Dansk Fagpresse har opfordret transportministeren til som ejer af Post Danmark at gribe ind overfor Post Danmarks udnyttelse af monopolet.
- Vi kan se på de mange lukninger, at de kraftige stigninger som frygtet har ramt Forenings-Danmark hårdt, siger direktør i Dansk Fagpresse Christian Kierkegaard.


>>> GRATISAVISER
=====================================================

METRO MARCHERER IND I ENDNU FLERE BYER
Den verdensomspændende gratisaviskrig er stadig på sit højeste. Svenske Metro er nu på vej ind i Ungarn med lokale udgaver i fem ungarske byer.
Oplaget for Metro i Ungarn bliver dermed øget fra 50 000 til 380 000.
Samtidig opruster Metro i Canada, hvor den allerede er i Montreal og Toronto. Nu kommer den også til Vancouver. Men ikke nok med det: Avisen vil også ind i flere tyske byer, skriver det tyske Medium Magazine. Metro har tidligere forhandlet med den tyske regionale avisgruppe West-Allgemeine Zeitung om udgivelse af flere gratisaviser.
Metro kommer nu ud med 52 forskellige udgaver i større byer i 16 lande.
http://www.dagensmedier.no/index.asp?id=46719

METROXPRESS BLIVER VED MED AT HEDDE METROXPRESS
Med en dom i går har Sø- & Handelsretten i København sikret, at metroXpress fortsat kan bære sit navn.
To ud af tre dommere gav ikke det Det Berlingske Officin medhold i, at navnet “metroXpress” udgør en krænkelse af Det Berlingskes Officins ret til det registrerede varemærke “Metro” i avissammenhæng. Sagen var anlagt af Det Berlingske Officin mod metroXpress.
- Det er naturligvis en stor lettelse, at det varemærke, som vi de sidste tre et halvt år har anvendt gennem udgivelsen af en landsdækkende gratisavis, får lov til at bestå. Men det havde vi da også regnet med – ikke mindst fordi vi foretog meget grundige undersøgelser, inden vi tog metroXpress i brug, bl.a ved indhentelse af en ekspertudtalelse, siger administrerende direktør i metroXpress A/S, Søren Riis.
Det Berlingske Officin fik i 1995 registreret “Metro” til avis-udgivelse og har tidligere bl.a. brugt navnet på en bagside og som titel på en avissektion. Men et flertal af dommerne fandt altså ikke, at “Metro” og “metroXpress” kan forveksles. MetroXpress er derfor blevet frifundet for påstanden om, at navnet og varemærket “metroXpress” krænker Det Berlingske Officins rettigheder til “Metro “.


>>> INTERNET-MEDIET
=====================================================

GRATISNYHEDER SNART EN SAGA BLOT
Tiden løber snart ud for hjemmesider med gratis nyheder i USA.
Det mener en af Dow Jones – spidserne, Gordon Crovitz. Ifølge Reuters udtalte han for nylig i et interview, at flere amerikanske udgivere efter al sandsynlighed vil vende sine læsere af med, at de kan få gratis nyheder på nettet.
Han udtaler også, at det er et paradoks, at avislæserne må betale for de samme nyheder på papir, som de får gratis på nettet. Avis-oplag daler, annoncekronerne forsvinder over til nettet, og ændringerne i branchen er enorme.
I dag er Wall Street Journal, som ejes av Dow Jones, den eneste avisen i USA som kræver betaling for tilgang til netudgaven. Andre aviser har en kombination med åben tilgang og betaling. Det gælder aviser som The New York Times og Chicago Tribune.


>>> MEDIER OG RETTIGHEDER
=====================================================

MUGABE LUKKER ENDNU EN AVIS
Pressefriheden i Zimbabwe har det skidt. Nu har præsident Robert Mugabe lukket endnu en avis, hvilket er den fjerde i rækken, skriver BBC News. Denne gang gik det ud over Weekly Times, som regeringen ikke mente skrev nok om dens synspunkter, hvilket var anledningen til lukningen. Mugabe og hans regering lukkede de to mest læste aviser i landet i 2003; nemlig Daily News og Daily News on Sunday. The Tribune blev lukket uden varsel sidste år.

VIGTIG DOM FOR PRESSEFRIHED
I maj 2002 blev en pressefotograf på særdeles hårdhændet vis anholdt i forbindelse med fotografering på et frit tilgængeligt sted udenfor Rigshospitalet, hvortil en ambulance med Prinsesse Alexandra af Berleburg og hendes lille søn netop var ankommet. I nattens løb blev han sikret advokatbistand til løsladelse gennem Dansk Journalistforbunds jurister. Pressefotografen blev i oktober 2004 frifundet for politiets tiltale mod ham for overtrædelse af straffeloven ved have søgt at hindre etableringen af en spærring og for at have fægtet med arme og ben, da han blev anholdt. Retten fandt det ikke bevist, at pressefotografen havde forceret en "spærring" og fandt ikke, at anholdelsen kunne begrundes med, at pressefotografen ved at optage fotografier på et frit tilgængeligt sted skulle have forsøgt at videregive billeder af private forhold i strid med straffeloven. Anklagemyndigheden ankede frifindelsen.
Det hjalp dog ikke noget, idet Østre Landsret den 23. marts afgjorde, at frifindelsen stadfæstes.
- Dansk Journalistforbund finder, at dommen er en særdeles vigtig sejr for pressefriheden, idet dommen vil gøre det vanskeligere at indsnævre pressefotografers arbejdsvilkår, som vi har set tendenser til i de seneste år, siger Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregård.


>>> UDVIKLING
=====================================================

NORDKOREA ÅBNER FOR ANNONCERING
I det kommunistiske Nordkorea er annoncer noget stygt noget, der hører til i den vestlige og kapitalistiske verden. Men for første gang har en lille avis i den nordlige del af landet trykt annnoncer. Det skriver en japansk avis, som er pro Nord Korea. Ifølge Korean Times kan dette være begyndelsen på en ny udvikling. En koreansk ekspert udtaler, at de koreanske myndigheder ikke er helt afvisende overfor annoncering i aviser og blade.


>>> TV-MEDIET
=====================================================

FOGH IKKE BEKYMRET FOR TV2-SALG
Selvom der er problemer med EU-regler skal regeringen nok få solgt TV2. Det tilkendegav statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde i tirsdags.
- Jeg er ikke vidende om, at der skulle være uoverstigelige problemer, sagde statsministeren til spørgsmål om den forsinkelse af projektet, som både problemer med EU-lovgivningen samt folketingsvalget har afstedkommet. Regeringen har problemer med at skrive salgspapirerne på grund af usikkerhed om en gammel EU-sag om ulovlig statsstøtte til TV2, der kan indebære prisnedslag til køberne. Inden folketingsvalget bebudede kulturminister Brian Mikkelsen (K), at han regnede med at have salget klaret her til foråret. Statsministeren påpegede på pressemødet, at regeringen ikke officielt har sat slutdato på salget.
- Det er aldrig klogt at gøre, hvis man vil have den bedst mulige pris, sagde Anders Fogh Rasmussen.
TV 2 vurderes til at være 1.2 milliarder kroner værd skriver Børsen, der refererer til en kandidatafhandling fra Institut for finansiering og regnskabsvæsen på Handelshøjskolen i København. Avisen skriver dog at den kommende køber formentlig kommer til at slippe endnu flere penge. Hvis politikerne tillader reklameafbrydelser i programmerne vil TV2’s værdi stige. TV vil kunne øge sin indtjening med mellem 200 og 250 millioner kroner årligt under forudsætning af at det tillades at afbryde programmer for at vise reklamer. Vurderingen kommer ifølge Børsen fra mediebureauet Mediacom. Med en lempelse af reklamereglerne vil TV2’s værdi kunne stige op til et par milliarder kroner.


*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************

SKRIV JOURNALISTISK PÅ DJH ÅBEN UDDANNELSE
Arbejder du - eller vil du gerne arbejde - med journalistik, men mangler journalistisk grunduddannelse? Så kan du tage det på åben uddannelse på Journalisthøjskolen. På deltid, så du kan passe jobbet ved siden af. Skriv journalistisk er begynderniveauet, derefter følger Journalistisk metode 1 + 2. Mere øvede, der savner specialisering, kan tage Webjournalist, Strategisk Kommunikation eller Faktaformidling med storytelling. Efterårsprogrammet er klar på http://afdelinger.djh.dk/kurser/.


*******************************************************************************
=====================================================



Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk