Nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 23-2005

Oprettelsesdato 17. juni 2005

>>> AVISER
=====================================================

NORSKE AVISER OVERVEJER AVISAUTOMATER
Aftenposten, Dagens Næringsliv og Orkla Media overvejer at sætte salgsautomater op på togstationerne i Oslo, hvor man kan købe en avis. Oslo Sporveier er med på ideen og vil gerne sætte automaterne op. skriver Dagens Næringsliv. Alligevel er der usikkerhed om, hvorvidt projektet bliver søsat, i det aviserne ikke er sikre på, om der er en god økonomi i ideen. Automaterne kan indeholde op til seks forskellige avistitler.

URBAN OPRETTER ÅRHUS-REDAKTION
Efter knap et år som landsdækkende avis har Urban valgt at oprette egen redaktion i Århus.
Foruden en redaktionschef vil der i løbet af juni blive ansat et antal journalister, der fra 1. august skal lave historier om alt fra uddannelse og ligestilling over trafik til livsstil og kultur fra Århus. Fra 1. oktober skal den nye Århus-redaktion også dække udvalgte stofområder i Odense og Aalborg, skriver Markedsføring.
Årsagen er, at det er for problematisk at koordinere historier til både Aalborg, Odense og Århus fra København. Journalisterne skal tættere på læserne for at lave mere vedkommende stof, forklarer chefredaktør Dorthe Carlsen. Avisen overvejer, om der senere skal laves redaktioner i de andre byer i provinsen. Redaktionen i Århus skal levere såvel landshistorier som lokale historier samt historier til Urban’s temasider og tillæg.

WAN PRESSER RUSLAND
Medierne i Rusland er inde i en kritisk fase. Præsident Vladimir Putin fører krig mod aviserne: Hvis aviserne ikke rører Putin, rører Putin ikke aviserne. Under denne situation skal World Association of Newspapers (WAN) næste år samle 1500 avisledere og redaktører til kongres i Moskva.
Paradoksalt nok har Rusland verdens mest liberale medielov. Men landet savner etiske regler, organisering og et apparat, som kan sikre mangfoldighed i medierne.
Administrerende direktør Timothy Balding i WAN er ikke bekymret over at holde kongressen i Moskva.
Han blev for nyligt interviewet til den norske mediebranches blad Dagens Medier i anledning af et besøg i Bergen under Nordiske Mediedage. Her sagde han:
– Vi tilstræber at holde vores konference i et land, der har pressefrihed. Første gang vi måtte spørge os selv om, hvad vi skulle gøre, var da vi blev inviteret til Istanbul i fjor, siger Balding.
- Vi var klar over, at præsidenten kunne bruge os som et figenblad, men vi mener bestemt, at vor tilstedeværelse var positiv. Hvad Moskva angår, opfatter vi kongressen der mere som en del af en proces end som en enkelthændelse. I september arrangerer vi en to-dages forretningskonference der. Derefter skal vi ha en tre-dages konference om pressefrihed i Moskva. Og akkurat nu er Kreml fristet til at indskrænke pressefriheden overfor aviser, men det faktum at vi kommer, gør at de ikke tør, siger Timothy Balding.


>>> MARKED OG ØKONOMI
=====================================================

GOOGLE STRYGER MOD HIMMELHØJDER
Bare ti måneder efter børsnoteringen er Google blevet verdens højest værdisatte medieselskab, skriver den norske TV2 Nettavisen. Dermed har selskabet passeret veteraner som Time Warner og Disney. Google er nu 81 millioner dollar værd. Omsætningen i 2004 var 3,2 milliarder dollar.

GODT ÅR FOR DE BERGSKE BLADE
De Bergske Blade havde et godt år sidste år. Regnskabet for 2004 viser, at De Bergske Blade får et overskud på 36,9 mio. kr. ud af en nettoomsætning på 332,8 mio. kr.
De Bergske blade udgiver blandt andet dagblade i Holstebro, Ringkøbing, Thisted og Viborg. Desuden driver koncernen fire lokalradiostationer. Kilde: Børsen MedieMarked


>>> UDVIKLING
=====================================================

DR BYEN GODT PÅ VEJ
Mandag eftermiddag blev endnu en milepæl nået i DR Byen i Ørestad. Da blev der holdt rejsegilde på segment 2, der blandt andet skal huse DRs nyheds- og sportsredaktioner. Segment 2 er i syv etager og 32.000 kvadratmeter, og det er Dissing+Weitling, der er arkitekter på opgaven.
DRs bestyrelsesformand Mogens Munk Rasmussen, DRs konstituerede generaldirektør Lars Vesterløkke og DR Byens projektdirektør Kjeld Boye-Møller var blandt deltagerne i arrangementet. I sin tale fremhævede DR-bestyrelsesformand Mogens Munk Rasmussen, at segment 2 blandt andet bliver omdrejningspunktet for og rammen om DRs fremtidige nyhedsproduktion.
- Det bliver et hus, som vil være kendt af alle danskere. Herfra møder vi danskerne i hverdagen - ikke kun gennem nyhedsstudiet, men også rent fysisk på Torvet, som bliver ét af de åbne områder, hvor offentligheden kan komme ind og møde os, fremhævede han. Segment 2 forventes at være færdigt i januar 2006.


>>> TV-MEDIET
=====================================================

NY TV-KANAL SKAL RETTE OP PÅ RUSLANDS IMAGE
En ny engelsk-sproget kanal med nyheder 24 timer i døgnet skal rette op på Ruslands image.
Landets image i vesten er nemlig alt for dårligt, ikke mindst på grund af globale tv-medier som CNN og BBC, mener man i Kreml, der derfor tager konkurrencen op med den nye kanla, der skal hedde Russia Today. Konceptet bliver det samme som de globale, vestlige tv-mediers, men med et andet formål: at give verdens tv-seere et mere fordelagtigt billede af Rusland. Stationen får omkring 500 medarbejdere og et budget på 180 mio. kr. at arbejde med, skriver Morgenavisen-Jyllandsposten.


>>> UDDANNELSE OG FORSKNING
=====================================================

OVERVEJELSER OM AT ÆNDRE JOURNALISTUDDANNELSE
Roskilde Universitetscenter skal ikke længere optage 100, men 75 studerende årligt på journalistuddannelsen.
Samtidig skal universitetets Journalistik- og Kommunikationsuddannelser lægges sammen til én fælles tre-årig overbygningsuddannelse.
Det er, hvad Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling foreslår i et brev, som er blevet sendt til universitetet.
Ministeriet argumenterer med mangel på praktikpladser og efterfølgende beskæftigelse for journalister.
Professor Jørgen Poulsen, der er studieleder på RUC’s journalistuddannelse er ikke begejstret for Ministeriets forslag.
- Vores studerende har ikke problemer med at finde praktikpladser. Det har de til gengæld på DJH i Århus. Dansk Journalistforbund har udarbejdet en undersøgelse, der viser, at studerende her fra heller ikke har problemer med at komme i beskæftigelse, påpeger han.
I 2004 udarbejdede Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en rapport om journalistuddannelserne. Heri anbefalede EVA, at RUC skaber sammenhæng mellem kommunikations- og journalistuddannelserne og dermed uddanner kommunikationsjournalister. Denne anbefaling støtter Danske Mediers Forum.
- Kombinationen af journalistik og kommunikation vil skabe netop de kandidater, som efterspørges i mange private og offentlige virksomheder og organisationer, siger medlem af Danske Mediers Forums uddannelsesudvalg, Christian Kierkegaard. Han finder det fornuftigt, at RUC udnytter sin ekspertise på dette område til at uddanne kommunikationsjournalister, mens de to andre uddannelser DJH og SDU varetager de mere generelle journalistuddannelser. Danske Mediers Forum finder, at det nuværende optag på DJH og SDU er passende.
Jørgen Poulsen mener ikke, det er fornuftigt at lave journalistuddannelsen om til en kommunikationsuddannelse.
- De studerende kan allerede nu enten vælge PR eller kommunikation hos os. Så det virker bagvendt, at vi skal oprette endnu en uddannelse til kommunikationsbranchen, siger han.
Videnskabsministeriet er uafklaret om, hvornår der bliver taget endelig beslutning om fremtiden for journalistuddannelsen på RUC.


>>> MARKED OG ØKONOMI
=====================================================

CANAL DIGITAL – NU MED OVERSKUD
For første gang har Canal Digital Danmark A/S – som distribuerer tv-kanaler til 800.000 husstande på det danske marked – overskud. Omsætningen steg således med 80 mio. kr. i 2004 til 556 mio. kr., og til et resultat før skat på 37,2 mio. kr. Året før var underskuddet godt et par mio. kr., skriver Morgenavisen-Jyllandsposten.


>>> NYT OM NAVNE
=====================================================

NY SALGS- OG MARKETINGDIREKTØR TIL KRISTELIGT DAGBLAD
Kristeligt Dagblad har pr. 1. august ansat 29-årige Hans-Christian Kock som salgs- og marketingdirektør. Hans-Christian Kock kommer fra stillingen som annoncechef på Kristeligt Dagblad.
Hans-Christian Kock startede sin karriere på Kristeligt Dagblad i 2001 som salgsleder i avisens telemarketingafdeling. Siden august 2002 har Hans-Christian Kock haft ansvaret for avisens annoncesalg.
Både Kristeligt Dagblads oplag og annoncesalg er i de senere år vokset kraftigt, og den nye salgs- og marketingdirektør skal fortsætte denne udvikling.

NY TV-NYHEDSREDAKTØR PÅ SJÆLLANDSKE MEDIER
Sjællandske Medier har pr. 1. juli ansat den 41-årige Walter Turnowsky som ny tv-nyhedsredaktør.
Turnowsky, der afløser Ivan Jensen, er leder af den flermediale politiredaktion på Nordjyske Medier. Sjællandske Mediers tv-aktiviteter omfatter nyhedsprogrammet ”15 minutter” på TV Danmark Sydsjælland og TV Danmark Vestsjælland.


>>> MEDIEPOLITIK
=====================================================

THOR P.: TV 2 OPLYSNINGER BLEV IKKE SKJULT
Regeringen tilbageholdt ikke informationer for de potentielle købere af TV 2. Og når køberne siger, at de ikke havde fået oplyst den potentielle konkursfare, som tv-stationen var i på grund af en række verserende EU-sager, skyldes det alene, at salgsprocessen ikke var gået ind i sin afsluttende fase. Det sagde finansminister Thor Petersen (V) onsdag på et samråd i Folketingets kulturudvalg, skriver Ritzaus bureau.
- Hvis processen var nået dertil, ville de potentielle købere have fået adgang til et datarum, hvor de ville have haft mulighed for at gennemgå alle informationer om TV 2. Herefter ville det have været op til dem selv at drage de økonomiske og juridiske konklusioner, forklarede finansministeren.

LOV OM DAGBLADSNÆVN VEDTAGES I NÆSTE UGE
Folketinget vedtager i næste uge regeringens forslag om at nedsætte et dagbladsnævn, der skal stå for etablerings-, omstillings- og saneringsstøtte til dagblade og dagbladslignende udgivelser.
Oppositionen i Folketinget – Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, radikale og Enhedslisten - har stillet ændringsforslag til loven om, at nævnet udvides til seks medlemmer, så der også udpeges en fælles repræsentant for Dansk Fagpresse, Dansk magasinpresses Udgiverforening og Ugeaviserne. Dette forslag afvises af et flertal bestående af de to regeringspartier Venstre og konservative - samt Dansk Folkeparti.
Det vil indebære, at nævnet kommer til at bestå af en jurist, en driftsøkonom, en medieforsker, samt en repræsentant udpeget af Dansk Journalistforbund og én udpeget af Danske Dagblades Forening.
Direktør i Dansk Fagpresse Christian Kierkegaard beklager, at de dagbladslignende udgivelser ikke bliver repræsenteret i nævnet.
- Vi vil nu følge nævnets arbejde nøje – og se, om dagblade og dagbladslignende blade ligestilles. Hvis vi kan se, at der sker en diskrimination, vil vi rejse spørgsmålet igen politisk, siger han.
Dansk Fagpresse har i en henvendelse til udvalget bedt om, at det sikres, at dagbladslignende blade får samme mulighed for at få støtte som dagblade.
Statsministeren skriver i et svar, ”at vurderingen af, om en publikation bør anses for et dagblad eller en dagbladslignende publikation i lovens forstand (snarere end på udgivelseshyppighed), i første række beror på en konkret vurdering af publikationens indhold og den funktion, den generelt udfylder for forbrugerne” – og han fremhæver, at de samme kriterier skal være opfyldt uanset, om publikationen er et egentligt dagblad eller en dagbladslignende publikation. Det eneste krav om udgivelsesfrekvens er, at et blad skal udkomme mindst en gang om måneden.


>>> RADIO-MEDIET
=====================================================

LOKALRADIOER FÅR NY FORENING
Dagbladenes mange lokalradioer og andre interesserede radiostationer får en ny forening.
Det er netop i dag fredag blevet besluttet og offentliggjort af Danske Dagblades Forenings bestyrelse (DDF).
I dag er de dagbladsejede radiostationer medlem af KOMM, Foreningen for danske lokalradioer og tv-stationer, og årsagen til beslutningen om at lave egen forening er blandt andet, at der er forskellige synspunkter om retningslinjer for det nye medieforlig, der træder i kraft fra 2007.
Tilbage i KOMM står en håndfuld uafhængige lokalradiostationer samt de radiostationer, der er ejet af det amerikanske selskab SBS, der dominerer KOMM, heriblandt VOICE.
DDF har nedsat et udvalg, der i sommer forbereder den ny forenings vedtægter med henblik på præsentation ved en stiftende generalforsamling i København den 26. august.
DDF står p.t. for administrationen af KOMM på kontraktbasis. Denne kontrakt bliver nu opsagt.


*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************

NYE OG NØDVENDIGE EFTERUDDANNELSER
Nye og nødvendige efteruddannelser
- Den tid er forbi, hvor man laver det samme dag ud og dag ind, når man er ansat i mediebranchen. Man skal være parat til at omstille sig, indgå i nye sammenhænge og arbejde sammen med andre personalegrupper, end man er vandt til. Derfor er efteruddannelse af ansatte i mediebranchens salgs-, produktions-, distributions- og administrative afdelinger nødvendige.
Sådan siger uddannelseschef Hanne Hampe-Mogensen fra Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation, der sammen med HK Privat har lanceret fem nye efteruddannelseskurser.
De fem nye kurser er:
" få de grafiske værktøjer til at spille sammen "
”Brug Officepakken bedre og bliv mere effektiv”
”Udnyt arbejdstiden bedre og få mere fra hånden”
”Er du god til at åbne døre, men har du svært ved at lukke ordrer?”
”Samtale fremmer forståelsen - er mere end et gammelt reklameslogan”
Tilmelding på www.uhkd.dk
Mere information på: http://www.uhkd-uftd.dk/



KVALIFICERET ARBEJDSKRAFT
Skal du have løst opgaver indenfor journalistik og kommunikation, så finder vi kvalificeret arbejdskraft til dig
Presse, tekst, billede, lyd, layout m.m. Fra den lille hasteopgave til det helt store. Ring til os på tlf. 3342 8000.
djuk@journalistforbundet.dk
www.journalistforbundet.dk/vikartanken


*******************************************************************************
=====================================================



Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk