Nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 24-2005

Oprettelsesdato 17. juni 2005

>>> ARBEJDSVILKÅR
=====================================================

KOMMUNALREFORM FORRINGER AKTINDSIGT
Kommunalreformen betyder meget store ændringer: Amterne nedlægges, og kommuner lægges sammen. Amternes opgaver skal fordeles mellem staten, nye regioner og nye kommuner. Og det hele skal være på plads 1. januar 2007. Samlet set betyder udviklingen, at mulighederne for, at borgere og journalister kan få aktindsigt kommer under pres.
- Kommunalreformen kan få store konsekvenser for borgerne, og det bliver vigtigt for journalister at informere offentligheden om konsekvenserne. Det bliver blandt andet vigtigt at sammenligne serviceniveau på institutioner og praksis ved afgørelser før og efter kommunalreformen, men det bliver også sværere, mener mediejurist Oluf Jørgensen, Danmarks Journalisthøjskole.
Ifølge ham kommer retten til aktindsigt under pres, blandt andet fordi tusindvis af sager og dokumenter skal overføres til nye myndigheder. Det bliver ikke nemt på grund af forskellige it-systemer. Presset kommer også fra Folketinget, der i de sidste uger under højtryk har arbejdet med at færdiggøre lovændringer og nye love, der skal danne rammen for kommunalreformen. Nogle lovændringer forringer mulighederne for aktindsigt.
www.cfje.dk


>>> AVISER
=====================================================

ÅRETS AVIS SKAL KÅRES
Det måtte komme. De svenske avisudgiveres blad Pressens Tidning vil kåre årets avis.
Kåringen finder sted i seks kategorier:
Årets dagblad, for den samlet set bedste præstation, Årets dagblad - nye medier, Årets redaktion, Årets annonceorganisation, Årets salgsorganisation og Årets sælgere, der er en personlig pris til den bedste medarbejder inden for salg.
- Der findes mange priser i mediebranchen, men ingen som specifikt belønner dagblade. Og der er mange grunde til at fremhæve og belønne innovation, kreativitet og gode eksempler, siger Pressens Tidnings chefredaktør Bo Hedin, der håber, at der bliver kamp om priserne.
Prisuddelingen finder sted i september.

METRO SKADER MURDOCH
Rupert Murdoch og mediemogulens højre hånd Peter Chernin, der er vicepræsident i News Corp med aviserne The Sun, The News og the World og The Times, siger samstemmende, at MetroXpress og andre gratis trafikaviser skader avismarkedet meget.
Højrehånden kalder i den israelske avis Haaretz trafikavisernes voldsomme vækst for den mest markante ændring, der er sket i mange år inden for trykte medier. Murdoch selv mener, at trafikaviserne ender med at give deres ejere en beskeden profit og andre aviser en alvorlig skade.
Murdoch vurdere, at Metro´s Londonudgave resulterer i, at The Sun dagligt sælger 30.000 og 40.000 færre eksemplarer.

FREMSKYNDER FORMATÆNDRING
Engelske The Guardian vil hurtigere end forventet omlægge fra broadsheet til berlinerformat. Premieren er fremskyndet til efteråret. The Guardian’s søsteravis The Observer går over til samme format i efteråret 2006
Det er en vedvarende oplagsnedgang, som har fået The Guardians ledelse til at fremskynde ændringen.
Det, der har slået hovedet på sømmet, er, at ærkerivalen The Independent har øget sit oplag med 2,3 pct. efter at være gået over til tabloid, samtidig med at The Guardian har mistet 2,84 pct.
www.dagensmedier.no

NORSKE AVISER TJENER KASSEN
Norske aviser har økonomisk medvind. I 2004 opnåede dagbladene et samlet overskud på 1,26 mia. norske kroner hvilket er nogenlunde det samme som året før. Det skal dog ses på baggrund af, at den samlede omsætning er steget nogle procent til 13 mia. NOK
Bag resultatet er der både op- og nedgående tendenser. Indtægterne er steget på annoncer og abonnement, mens indtægterne fra løssalg og finansaktiviteter er gået ned.
Det er ikke alle, der har klares sig lige godt. Dagen, Dagsavisen, Klassekampen, Nationen og Vårt Land nåede et dårligere resultat i 2004 end året før.
Den positive udvikling i 2004 er ikke fortsat ufortrødent i 2005 på Osloavisen Dagbladet. Avisens ledelse har således besluttet at sige farvel til 89 medarbejdere, hvoraf 34 er redaktionelle, fordi avisen har mistet et betydeligt oplag det sidste halve år.
Målet er derfor at spare 100 mio. NOK.
I 2004 havde Dagbladet et overskud på 72 mio. NOK. Dagbladet har i dag 350 medarbejdere og et oplag på 180.000 eksemplarer.


>>> INTERNET-MEDIET
=====================================================

KRITIK AF MICROSOFTS KINESISKE KNÆFALD
Journalister uden grænser fordømmer, at Microsoft indfører selvcensur i Kina.
Microsoft har blokeret for, at ord som demokrati, frihed, og menneskelighed kan optræde på blog-websites. Det mener organisationen er et knæfald for magthaverne i det store land.
- Yahoo har indført selvcensur, og nu gør Microsoft det også. Manglen på etik hos store it-foretagener er dermed blevet større, og det er kun en undskyldning, når de forklarer selvcensuren med, at de kun retter sig efter de nationale love, skriver Journalister uden grænser i en udtalelse.


>>> MARKED OG ØKONOMI
=====================================================

ULOVLIGE TV2-REKLAMER
Flere af TV2’s regioner har ulovlige reklamer på deres websites. Baggrunden er, at TV2-regionerne er blevet public service stationer ligesom DR. Derfor må de ikke reklamere. Det er tilsyneladende ikke gået op for flere af stationerne – især har TV/Syd og TV/Lorry mange reklamer på deres hjemmesider.

GOOGLE ÅBNER I DANNEVANG
Google opbygger et selvstændigt salgskontor i Danmark. Websøgningsmastodonten har et salgskontor i Stockholm, men allerede i løbet af sommeren vil kontoret i København blive en realitet. Johan Kinnander, Googles chef i Norden, siger til bladet Markedsføring, at hans plan er at opbygge en stærk salgsorganisation for hele Norden
– Vi har mellem 70-75 procent af alle websøgninger, som foretages i Norden. Nu skal vi øge antallet af nordiske annoncører, siger chefen, der ikke vil oplyse, hvem der kommer til at lede den danske salgsorganisation.
Kontoret bliver en bastion i en aggressiv satsning på annoncemarkedet i Norden. Selskabet vil erobre en større del af annoncemarkedet og vil tiltrække flere af de annoncører, der i øjeblikket bruger andre medier.

ANNONCEMÆNGDEN STIGER
Der er fortsat en positiv udvikling i annoncemængden i år sammenlignet med 2004, viser den nyeste opgørelse fra TNS Media Intelligence/Gallup.
Ses der på annoncevolumen, antal millimeter, i dagblade og dagbladenes søndagsudgaver samlet, er der samlet set en stigning på 14 procent i årets første fem måneder, sammenlignet med samme periode sidste år.
På TV er der ligeledes en fremgang i årets første fem måneder, her dog på syv procent når der ses på antal spotsekunder sammenlignet med samme periode sidste år.
Annonceåret 2005 er kommet rigtig godt fra start, og især avisannonceringen boomede under valgkampagnen i januar og februar.
De nyeste opgørelser for maj måned viser dog, at annonceniveauet nu er på niveau med sidste år i aviserne, mens TV holder fast i en stigning på fem procent i forhold til 2004, hvilket også er en nedgang i forhold til marts og april måned, hvor der var en fremgang på hele 12 procent.
Den generelle stigning på hele annoncemarkedet fortsætter her i 2005 om end i et mere moderat tempo, og når der ses på den totale bruttoreklameomsætning i år, er der en stigning på otte procent på tværs af alle mediegrupper.
www.berlingske.dk


TIL KAMP MOD ANNONCEHAJER
Fremover bliver det lettere at spotte de reelle opslagsværker på nettet, fordi Foreningen af Danske InternetMedier, FDIM, har vedtaget at indføre en mærkningsordning.
Annoncehajer, som mærkningsordningen er ude efter, er firmaer, der på svindelagtigt grundlag sælger annoncer til telefonbogs- eller virksomhedsregister-hjemmesider. Firmaer, hvis eneste formål er at narre så mange penge som muligt fra de annoncører der lokkes i fælden.
Typisk starter annoncehajer med at afkræve relativt små beløb, der kan vokse op til 150.000 kr. pr. år. Dette samtidig med, at der stort set ikke er nogen, der besøger de hjemmesider som annoncerne bliver placeret på.
- FDIM indfører mærkningsordningen, fordi alle trygt skal kunne indrykke annoncer på nettet uden at være bange for at blive bondefanget. Også håndværkere og andre mindre erhvervsdrivende, der er blandt de typiske ofre for annoncehajer. Med mærket vil alle kunne se om et site bruger bondefangermetoder i salgsarbejdet, siger Jon Lund, direktør i FDIM.
For at få mærket skal opslagsværkets telefonsælgere leve op til en række krav, når de sælger optagelser til kunder. Blandt andet skal det være helt klart, om en optagelse kun gælder for eksempelvis et år - eller om den automatisk fornys, når tiden er gået. Ligesom sælgerne altid skal fremsende en ordrebekræftelse, når de over telefonen har solgt en optagelse - og først må sende en regning, når kunden skriftligt har accepteret ordrebekræftelsen.
Mærkningsordningen er en del af et nyt sæt etiske retningslinier, der er blevet vedtaget af FDIMs generalforsamling.
- Vi ønsker at markere, at den del af de danske internetmedier, som FDIM repræsenterer, er ansvarlige virksomheder, der uden at blinke kan skrive under på at de selvfølgelig opfører sig ordentligt. Alle driver forretning på ligeså seriøse vilkår som hovedparten af Danmarks erhvervsliv. Det er den modenhed, vi gerne vil sætte fokus på med vores etiske regler," siger Jon Lund.
www.fdim.dk/godskik


>>> NYT OM NAVNE
=====================================================

NY VÆRT PÅ DEADLINE
Deadline på DR2 har nu fundet den nye vært, som bliver et af nyhedsprogrammets kendte ansigter fra august. Det bliver journalist Nynne Bjerre Christensen, der overtager stolen efter journalist Martin Krasnik. Han er blevet ansat på Weekendavisen, hvor han har været tidligere, og hvor han skal fungere som avisens USA-korrespondent.


>>> RADIO-MEDIET
=====================================================

DÅRLIGE TIDER FOR KOMMERCIELLE RADIOER
Radio 100FM og SBS Radio har fået en økonomisk øretæve. Tilsammen tabte de to kommercielle radiostationer over 100 mio. kr. i 2004 – Radio 100FM, som i 2004 havde sit første fulde driftsår, kunne indkassere et underskud på 64,3 mio. kr., mens SBS Radio, som er driftsselskabet bag The Voice og Radio2 kunne nøjes med et minus på bundlinjen på 40,5 mio. kr. skriver Berlingske Business.
Baggrunden for de bedrøvelige bundlinjer er, at radiomarkedet ikke er vokset som forventet.


>>> UDDANNELSE OG FORSKNING
=====================================================

NJC-BALLADE FORTSÆTTER
En udtalelse af den danske kulturminister citeret på Nordisk Ministerråds websted har vakt furore i Norge.
Brian Mikkelsen er citeret for at sige, at Nordisk Journalistcenter i Århus skal nedlægges som institution, men at virksomheden skal fortsætte i et af de nordiske landes journalistuddannelser. Det bliver dog, uden at der etableres et fast sted.
NJC-administrator Lars Helge Rasch, Norge, kalder det på www.journalisten.no for et løftebrud.
- Er udtalelsen korrekt, er det tale om løftebrud, fordi det i realiteten vil betyde, at centeret nedlægges, hvis det skal knyttes sammen med institutioner på grunduddannelsesniveau, siger uddannelser, Lars Helge Rasch.
Han mener dog, at der kan være tale om en fejlcitering og bygger det på at signalerne fra det ministerrådsmøde, som Brian Mikkelsen udtalte sig på baggrund af, er lidet konkrete, og at centeret er blevet lovet, at der ligger en lang proces forude, før der bliver truffet beslutning om fremtiden.


>>> REDAKTIONELT
=====================================================

NYHEDSBREVET HOLDER FERIE
Nyhedsbrevets redaktør holder sommerferie. Derfor får du ikke nyhedsbrevet Dansk Presse i ugerne 25, 26, 30 og 31. I de mellemliggende uger i juli udsender vi et mindre sommer-nyhedsbrev. Glæd dig til uge 32, hvor du igen får et fuldt og spændende nyhedsbrev om medier i ind- og udland.
God sommer til alle!
Hilsner fra Nyhedsbrevet Dansk Presse
Har du nyheder om mediebranchen, send dem til coh@danskedagblade.dk


>>> TV-MEDIET
=====================================================

NETTET PRESSER TV-KIGGERI
Konkurrencen mellem tv og Internet er hård i Sverige, og for tiden er det nettet, der har teten. De to medier har primetime samtidig, og ifølge det svenske nyhedsmagasin Resumé fylder de efterhånden lige meget i de svenske hjem.
2004-Internetbarometeret fra Nordicom på Göteborgs Universitet viser, at 71 procent af svenskerne har adgang til Internet hjemme. Blandt de yngre er det 84 procent. På en almindelig dag anvender 35 procent og 50 procent av de yngre internet. Siden 1998 er anvendelsen af nettet steget med 22 minutter daglig. Andre medier er kun øget med fra tre til seks minutter.
Nettets og tv´s primetime er mellem klokken 19 og 22. I det tidsrum bruger svenskerne mellem 15 og 44 år i gennemsnit 90 minutter på nettet.


VI SER MINDRE TV
Danskernes tv-forbrug ER efter et par år med fremgang faldet kraftigt i det forløbne forår. Den daglige tv-sening er i månederne marts, april og maj faldet med ikke mindre end 5,4 procent til et niveau på 2 timer og 33 i gennemsnit for alle danskere på 3 år og derover.
Faldet skyldes primært et kraftigt fald i tv-seningen på omkring 10 procent for børn, teenagere og folk i 40'erne, men også andre aldersgrupper ser markant mindre tv end for samme periode sidste år. Kun folk over 70 år ser mere tv. Sammenligner man år 2005 til dato med samme periode året før, er tendensen den samme; blot er faldet i tv-seningen i de forskellige aldersgrupper mindre kraftigt. De kommercielle tv-stationer har dog formået at tage små seerandele fra Danmarks Radio, men det kan langt fra opveje faldet i tv-forbruget.
Blandt de kommercielle tv-stationer er TV 2 som gruppe den klare vinder, idet TV 2, Zulu og Charlie i forårsmånederne samlet set fik 61,4 procent af den kommercielle tv-sening blandt personer 15-50 år, en stigning på 1,7 procentpoints i forhold til foråret året før. Da TV 2 har uændret 54 procent af al kommerciel tv-sening i personer 15-50 år, skyldes stigningen udelukkende tilgangen af Charlie, og at Zulu er gået markant frem med 0,7 procentpoint. TV Danmark kanalerne er med et fald på 1 procentpoint den største taber i foråret i forhold til året før, mens Viasat kanalerne har tabet et halvt procentpoint. Discovery er derimod steget marginalt.
Både Viasat og TV Danmark mister mange seere blandt børn, men derudover mister TvDanmark foruroligende nok også en del 31-50 årige; netop de seere TvDanmark ønsker at tiltrække med sin nye profil. For Viasat er faldet størst blandt teenagere, folk i 50'erne og folk over 70 år.
www.berlingske.dk


*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************

KVALIFICERET ARBEJDSKRAFT
Skal du have løst opgaver inden for journalistik og kommunikation, så finder vi kvalificeret arbejdskraft til dig
Presse, tekst, billede, lyd, layout m.m. Fra den lille hasteopgave til det helt store. Ring til os på tlf. 3342 8000.
djuk@journalistforbundet.dk
www.journalistforbundet.dk/vikartanken


STYRK DINE SKRIFTLIGE KOMPETENCER
og få mere ud af din kommunikation.
Vi har alle lært at skrive, men alligevel bliver det ikke altid lige vellykket.
Den besværlige tekst skaber misforståelser, fejl, forespørgsler, klager og tidsspild.
Lær at skrive kort, enkelt, levende, klart og præcist!
Læs mere om kurset og tilmeld dig på http://217.157.35.172/default.asp?eventid=16237&PageID=198&
eller kontakt Pia Astrup Larsen på tlf. 3811 8787 / mailto:pal@d-m-f.dk

DAGSPRESSENS FOND
Anmodning om støtte fra Dagspressens Fond kan indgives senest den 1. august 2005.
I fondens fundats § 2 er angivet retningslinier for fondens virksomhed m.h.t. indkomne ansøgninger:
“Fondens formål er at yde støtte
a) til uddannelse med henblik på virke for den danske dagspresse og dermed beslægtet virksomhed, til institutioner, foreninger, blad-virksomheder og enkeltpersoner
b) til videnskabeligt arbejde eller indsats af lignende karakter med henblik på dagspressens virksomhed, til institutioner, foreninger, blad-virksomheder og enkeltpersoner.
c) til gennemførelse af studierejser for personer, der virker inden for den danske dagspresse”.
Fondens bestyrelse har besluttet fortrinsvis at støtte dagbladsrelevante projekter.
Bemærk: Der gives ikke støtte under grunduddannelse.
Udførlig og begrundet ansøgning til:
Dagspressens Fond,
Pressens Hus,
Skindergade 7,
1159 København K.

Modtagere af støtte må være indforstået med at afgive beretning om, hvorledes støtten er anvendt.

Pressens Hus, juni 2005
Fondsbestyrelsen


*******************************************************************************
=====================================================



Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk