>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================
FREMGANG FOR AMERIKANSKE AVISER
Gannett Co. som er den største avisudgiver i USA og Knight Ridder Inc. som også er en af giganterne indenfor avisudgivelse i Staterne har det rigtig godt.
I hvert fald har begge foretagender netop offentliggjort resultater fra fjerde kvartal 2004, der ligger langt over samme kvartal for 2003.
Gannett, som har hovedsæde i Mc Lean i Virginia, tjente 378,1 millioner dollars i de sidste tre måneder i 2004, hvilket er en pæn stigning i forhold til samme periode året før, hvor koncernen tjente 358 millioner dollars.
Gannett udgiver 101 daglige aviser i USA, hvor USA Today er koncernens flagskib som den mest solgte daglige avis.
Knight Ridder, der har hovedsæde i San Jose, Californien, tjente i de sidste tre måneder i 2004 107,2 millioner dollars, hvor samme periode året før gav et resultat på 99 millioner dollars.
Knight Ridders mest kendte avisudgivelser er The San Jose Mercury News og The Miami Herald.
Læs mere om det amerikanske avismarked på www.editorandpublisher.com
INDSTIK I AVISER OG BLADE ER OK
Aviser og blade vil fortsat kunne udsende indstik med bladene til alle modtagere af bladene.
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen havde ellers i et udkast til en vejledning om
spam m.v. lagt op til, at blade skal respektere en notering i cpr-registret om, at en modtager ikke vil modtage reklame, når de sendte reklameindstik med bladene.
En sådan begrænsning ville reelt betyde, at blade måtte opgive at medtage reklameindstik - og dermed miste en indtægtsmulighed.
Afgørelsen glæder Dansk Fagpresse:
- Det er glædeligt, at forbrugerombudsmanden har lyttet til de argumenter, som er kommet fra en enig bladbranche. Hvis forbrugerombudsmanden havde stået fast, ville det få vidtrækkende økonomiske konsekvenser for mange blade, der måtte sige farvel til en voksende indtægtskilde, siger direktør i Dansk Fagpresse Christian Kierkegaard.
Danske Mediers Forum, som Dansk Fagpresse er medlem af, protesterede kraftigt mod udkastet - og protesten er blevet hørt i den endelige vejledning, som blev udsendt torsdag.
Forbrugerombudsmanden skriver i den nye vejledning, at "forbrugerombudsmanden ikke skal gribe ind over for bladindstik i aviser og blade, medmindre omfanget af indstik i den enkelte avis mv. bliver for omfattende".
Det betyder, at bladindstik kan udsendes som hidtil. Danske Mediers Forum vil drøfte, om der skal reageres på den uklare formulering af, hvad der er ”for omfattende”.
AVIS GØR KLAR TIL KOMMUNESAMMENLÆGNINGER
DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis får den 1. februar en ny redaktion - Sjællandsredaktionen, som skal dække de mange borgernære emner på tværs af kommunegrænser. Sjællandsredaktionen får hjemsted i bladhuset i Ringsted og ledes af den 47-årige Bente Johannessen, der med titlen sjællandsredaktør får redaktionschefstatus.
Sjællandsredaktionen skal supplere DAGBLADETs udgave- og områderedaktioner. Frederiksborg Amts Avis har en amtsredaktion i dag.
I de kommende storkommuner, hvor DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis har mere end en områderedaktion, samles redaktionerne henholdsvis den 1. februar og 1. marts i én redaktion - nemlig i Sorø, Haslev, Køge og Roskilde.
DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis har derefter redaktioner i 15 sjællandske byer: Hillerød, Helsingør, Hørsholm, Helsinge, Frederikssund, Frederiksværk, Taastrup, Roskilde, Greve, Osted, Køge, Store Heddinge, Haslev, Ringsted og Sorø.
DAGBLADET / Frederiksborg Amts' netudgave - www.dagbladetonline.dk - vil følge samme struktur.
STOR STREJKE PÅ FRANSK AVIS
En strejke blandt de ansatte på den franske regionavis Sud-Ouest forhindrede fra i onsdags 20 af de 23 lokale udgaver af avisen i at udkomme. De ansatte – korrekturlæsere, repro-folk og journalister med flere – protesterer mod at avisen vil droppe en del af de lokale udgaver af avisen.
http://www.dagensmedier.no/index.asp?id=45750
>>> JURA
=====================================================
JOURNALIST DØMT FOR SATIRE OM PAVEN
Må man kalde paven en impotent gammel mand? Ikke ifølge en polsk domstol som har dømt en af Polens mest kendte redaktører – Jerzy Urban – til at betale 5.000 € i bøde for en ironiserende tekst om paven, skriver den svenske avis, Dagen.
Den 71-årige Urban, som er redaktør for avisen Nie, skrev i 2002 en artikel, hvori han blandt andet kaldte paven Vatikanets Brezjnev og «en impotent gammel mand». han er nu tiltalt for offentligt at have forulempet et statsoverhoved. Mr. Urban siger, at han testede ytringsfriheden, da han skrev og bragte artiklen.
http://news.bbc.co.uk/2/low/europe/4204911.stm
>>> MARKED OG ØKONOMI
=====================================================
DR SER PÅ SIN PUBLIC SERVICE-ROLLE
DR’s bestyrelse har på et møde tirsdag, afsluttet det public service-eftersyn, som bestyrelsen satte i gang i sensommeren sidste år.
Næste skridt er at redefinere DR’s public service-rolle og at udarbejde DR’s oplæg til en ny medieaftale i 2007. Ifølge konstitueret generaldirektør Lars Vesterløkke er det dog sikkert, at DR også i fremtiden vil holde fast i den brede definition af begrebet "public service" og dermed bevare den folkelige forankring, skriver www.radionyt.comDR’s direktion forelagde på dagens møde en status på efterårets public service-eftersyn, som bestyrelsen tog til efterretning.
Eftersynet betyder blandt andet en stramning af reglerne for DR-medarbejdernes bijobberi og ændring af DR’s sponsorregler. Samtidig vil DR’s tilstedeværelse i Århus blive styrket i løbet af i år og næste år, og korrespondent-nettet i Europa og Fjernøsten vil blive udvidet allerede fra i år.
Bestyrelsen har i løbet af efteråret set nærmere på DR Nyheder, DR’s interaktive medier, DR Multimedie og DR Undervisning. I forbindelse med evalueringen af områderne har bestyrelsen bedt direktionen om at komme med et oplæg til, hvordan der kan arbejdes med en tværmediel organisering af nyhedsområdet frem til flytningen til DR Byen. Når det gælder de interaktive medier siger bestyrelsen, at de skal henvende sig til alle grupper i samfundet, men der skal især være fokus på tilbud til børn og unge.
SCHIBSTED VIL JAGTE TALENTER
Norske Schibsted vil have flere talenter ind i koncernen og skal udvikle nye programmer både for trainees og for nye ledere. Programmerne skal også komme alle datterselskaberne i Schibstedkoncernen til gode, skriver koncernen selv i sit nyhedsbrev. I den sammenhæng skal der ansættes en ny person, som får ansvaret for koncernens talentudvikling.
>>> NYT OM NAVNE
=====================================================
ORKLA-CHEF FYRET
Bestyrelsen i den norske finanskoncern Orkla, der bl.a. ejer Berlingske Tidende, har bedt Finn Jebsen om at stoppe som koncernchef.
Efter meddelelsen steg Orkla-aktien ifølge erhvervsavisen Dagens Næringsliv med omkring tre procent.
Administrerende direktør Dag J. Opedal er blevet konstitueret som midlertidig koncernchef.
I de seneste dage har der været rygter om, at Jebsen har mistet bestyrelsens tillid, fordi han ikke informerede om, at der i forbindelse med et tilbud om at købe selskabet Elkem også var en forpligtelse til at byde på Elkem-datterselskabet Sapa. Dagens Næringsliv citerede Finn Jebsen for at sige, at Orkla-aktionærer under hans koncernledelse har haft 80 pct. højere afkast end gennemsnitsinvestorerne på Oslo Børs.
www.orkla.se
IRSK UDGIVER OVERTAGER TOPPOSTEN I WAN
Lederen i World Association of Newspapers (WAN), Seok Hyun Hong fra Syd-Korea er udnævnt til sit lands ambassadør i USA og forlader dermed topposten i den internationale organisation. Irske Gavin O´ Reilly fra Independent News & Media i Dublin overtager derfor Hongs rolle.
O´Reilly er den næstkommanderende i WAN, og står dermed for tur til at blive den næste leder i organisationen.
Hong blev valgt som leder av WAN i 2002 og genvalgt i 2004. Det bliver nyvalg på WAN-konferencen i Seoul i juni.
>>> RADIO-MEDIET
=====================================================
BERLUSCONI KØBER RADIOSTATION
Den italienske premierminister Silvio Berlusconi slog sig i sidste uge på radiomarkedet med købet af den italienske radio Radio 1-0-1.
Købssummen var 39,6 millioner euro, og da det italienske radiomarkeds annonceindtægter steg med 20 procent sidste år, ser det ud til at være et godt tidspunkt for Berlusconi-emperiet at investere i radio.
SMÆK TIL DR RADIO
Ifølge Politiken har DR Radio oplevet en tilbagegang på næsten 150.000 lyttere i det første år med konkurrence på landsdækkende radio. Størstedelen af danskerne hører dog stadig DR i løbet af en uge.
DR begynder nu at kunne mærke, at der med de to nye kanaler Sky Radio og Radio 100FM, er kommet landsdækkende konkurrence på radiomarkedet.
De nye lyttertal for fjerde kvartal 2004, som Gallup netop har offentliggjort, viser en lytterflugt fra DR-kanalerne på lige under 150.000 mennesker i løbet af 2004.
3,7 millioner danskere stiller i løbet af en uge ind på en af DR’s radiokanaler. Det svarer til 81 procent af befolkningen over 12 år. For et år siden var tallet 84 procent.
Kigger man på top 10-listen - opgjort over antal lyttere i løbet af en uge - kan DR glæde sig over at P1 er kravlet op som den fjerdestørste kanal på landsplan, men samtidig må mastodonten på Frederiksberg konstatere, at konkurrenterne har opnået ganske pæne tal. På 3. pladsen (efter P4 og P3) kommer Sky Radio med 1.050.000 lyttere og på 5. pladsen kommer Radio 100FM med 750.000. Herefter kommer The Voice med 700.000 lyttere.
SPANSK RADIO SENDER PÅ RUSSISK
Radio Exterior de España (REE) er begyndt at sende på russisk. Ikke at stationen har droppet spansk radio, men med en ekstra kanal er det nu muligt at høre radio på russisk i Spanien.
Årsagen er, at mere end 150.000 borgere fra Østeuropa bor og arbejder i Spanien.
REE tilbyder denne gruppe borgere nyheder om Spanien på deres eget sprog. Samtidig tilbyder stationen sprogundervisning i spansk via radioprogrammer.
http://www.rtve.es/rne/ree/ProgramasDV/EspEuEste.htm
>>> TV-MEDIET
=====================================================
NORDISKE TV-VANER UNDER LUP
Nyheder og dokumentarprogrammer er de vigtigste programmer for danske tv-seere.
Det viser en undersøgelse fra Nordens største sattelit-tv-distributør Canal Digital, der hvert år undersøger tv-vaner I de nordiske lande.
Svenskerne har nyheder og sport på de første pladser, og blandt nordmændene er nyheder vigtigst, mens underholdning og dokumentar ligger på en delt anden plads, skriver TV 2 i sit nyhedsbrev.
Finnerne skiller sig klart ud, idet de mener, at film og sport er det vigtigste.
BONNIER FORAN SCHIBSTED I KAMPEN OM TV4
Tidligere på ugen kom svenske Bonnier et mileskridt foran norske Schibsted i kampen om at styre den reklamefinansierede TV4, skriver Berlingske Tidende.
Sammen med den svenske investorgruppe Proventus fik Bonnier af bestyrelsen for finske Alma Media godkendt et fælles tilbud på at købe det finske medieselskabs tv-interesser.
Det gør Bonnier til den stærkeste enkeltejer i svensk TV4. Bonnier har ellers været under flere ugers stort pres fra Schibsted, der er en af ejerne af norsk TV2, og som har budt på Alma Media. Via kontrol med Alma Media kunne Schibsted også komme til at kontrollere TV4, men Bonnier svarede igen med først at købe en aktiepost I TV4 og senere med en aftale med Proventus.
BBC PRIME STORMER FREM
Tv-kanalen, BBC Prime, fylder i denne uge 10 år og kan fejres som en af BBC Worldwides mest succesrige internationale tv-kanaler. BBC Prime var den første BBC-kanal, der fik overskud og er i dag en kendt kanal i husstande over det meste af Europa, Mellemøsten og i Afrika, hvor kanalen kan ses i mere end 20 mio. husstande og tekstes på mere end ti sprog.
Første gang BBC Prime blev vist var 26. januar 1995, hvor kanalen blev lanceret med lige omkring 2 mio. abonnenter, de fleste i Skandinavien. I 1999 lancerede man den så i Afrika, hvor BBC Prime nu når ud til over 1 mio. husstande og er den mest sete internationale tv-kanal. I 2000 var det Israels tur til at få glæde af kanalen, der fik hebraiske undertekster, og senere fik resten af Mellemøsten fornøjelsen.
I de senere år har der været en stærk vækst for BBC Prime i det centrale Europa, bl.a. blev kanalen lanceret i Ukraine, Polen, Serbien/Montenegro, Bulgarien, Ungarn og Rumænien i løbet af 2003/2004. Derefter fulgte et af Europas største markeder, i slutningen af 2004, hvor BBC Prime lanceredes via Skyplatformen i Italien. I december 2004 var det så en helt anden retning, kanalen søgte – da man brød igennem den asiatiske mur og lancerede i Hong Kong og Singapore. BBC Worldwide forventer, at flere asiatiske områder kommer på BBC Primes landkort i løbet af 2005.
BBC Prime finansieres på alle markeder af abonnementsindtægter og har desuden indtægter fra reklameblokkene på kanalen i Afrika.
>>> UNGE OG JOURNALISTIK
=====================================================
HÆDER TIL UNGE MED SÆRLIGE AVIS-EVNER
Det var i går en stor dag for 9.b og 6.c fra henholdsvis Holluf Pile Skolen og Abildgårdskolen, begge i Odense.
Der var nemlig præmieoverrækkelse i Magistratsalen på Københavns Rådhus til de to klasser, der vandt den årligt tilbagevendende konkurrence Skriv til Avisen, hvor der i år var knap 28.000 elever tilmeldt.
Årets emne var At tro, som begge klasser havde behandlet bredt, dybt og med en entusiasme, der kun sjældent ses. Resultatet er blevet to aviser, hvor eleverne både har afprøvet genrerne interview, dybdeborende journalistik, portræt og nyhedsjournalistik.
For 6.c på Holluf Pile Skole var det en særlig oplevelse at vinde, idet det er første gang, at klassen deltager.
9.b på Abildgårdskolen består udelukkende af drenge og primært af elever med en anden etnisk baggrund end dansk.
I takketalen fra eleverne lagde 9.b vægt på, at de med sejren i aviskonkurrencen tilbageviser alle resultater i den nyligt offentliggjorte Pisa-undersøgelse, der peger på, at især indvandrebørn læser og skriver dårligt dansk.
De to klasser belønnes hver med en check på 25.000 kroner.
Læs reportage og interview med de unge fra på mandag på www.aiu.dk
>>> VALG OG MEDIER
=====================================================
INTERNET SOM VALGMEDIE
Der tegner sig to nye trends i den betalte politiske kommunikation op til valget den 8. februar, vurderer Mediacom.
Det står klart, at Internettet får et regulært gennembrud som medie og informationskanal for de politiske partier. Selv om nettet var til stede ved sidste valg i 2001, vurderer Mediacom, at forbruget på nettet og accepten af mediet er øget markant. 60-70% af alle danskere er således på nettet i løbet af én gennemsnitsuge.
Flere partier har investeret i helt nye hjemmesider med blandede tilbud til vælgere, bemandet næsten døgnet rundt. Kan der skabes høj trafik på disse sider, har partierne et medie til rådighed, hvor de selv har 100 pct. kontrol over argumenterne. Derudover kan partierne foretage uhyre målrettede annoncekampagner over for nøje udvalgte vælgergrupper. Hvis f.eks. et parti erfarer, at deres kritiske svingvælgere er unge kvinder med børn, kan de være til stede på andre hjemmesider med trafik fra en given klart defineret gruppe.
Derimod ser bureauet ikke en rolle for SMS'er endnu. Men det kunne meget vel blive trenden til næste valg.
- Jeg tror på, at vi vil tænke tilbage på valget i 2005 som det Folketingsvalg, hvor nettet trådte i karakter som valgmedie, men det kræver naturligvis også, at partierne forstår mediet og leverer dynamisk web-egnet reklamemateriale, for at trække besøgende ned til indholdet på deres websider, siger Henrik Løwe, Mediacoms Interactive Director.
Det er dog fortsat dagbladene, der fylder mest på partiernes medieplaner, når de skal markedsføre sig. Med budgetter på op til 25 millioner kr. for de største partier, der fyres af i et komprimeret kampagneforløb, vil partierne fylde meget i mediebilledet indtil den 8. februar.
*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************
FOTOGRAFER TIL DIN ARTIKEL
Alle skrivende kan nu få en smagsprøve på fotojournalistuddannelsen på Åben Uddannelse på Journalisthøjskolen. Lær at lave portræt og reportagefotografering. Tilmeldingsfrist 1. marts. Læs mere på http://afdelinger.djh.dk/kurser/stories/storyReader$77
MEDIEKONFERENCE GENNEMFØRES
Mediekonferencen / Teknisk Dag 2005 afholdes på trods af valget.
Vi stiller et "presselokale" til rådighed, hvor vi sørger for netværksmuligheder, så du har direkte adgang til omverdenen via internettet.
Du kan med andre ord medbringe din bærbare (med netværksstik) og kombinere konferencen med dit valgarbejde.
På konferencen møder du bl.a. bestyrelsesformand Lars Kolind, professor Anker Brink Lund og Hjernemadsen. Se det spændende program på www.mediekonferencen.dk
Det er stadig muligt at melde sig til konferencen. Yderligere oplysninger fås hos chefsekretær May-Britt Hollmann Price på 33 97 42 19 eller mbp@ddpff.dk
*******************************************************************************
=====================================================