Nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 06-2005

Oprettelsesdato 11. februar 2005

>>> ARBEJDSMARKED
=====================================================

PSYKISK ARBEJDSMILJØ I NYHEDSMEDIERNE UNDER LUP
Arbejdsmiljøforskningsfonden har bevilget 4,2 mio. kr. til Center for Alternativ Samfundsanalyse og Journalistik på RUC for at undersøge arbejdsmiljøet i nyheds-medierne.
Udgangspunkt er de store forandringer både mht. teknologi og organisering af arbejdet samt hyppigere deadlines, der sker i i disse år. Hvordan virker dette og hvilke dele af forandringerne kan vendes til en positiv faktor for den enkelte journalist og redaktør og for det medie de arbejder ved.
6-8 udvalgte case-virksomheder vil blive fulgt tæt over en periode på 1-2 år, og disse konkrete studier vil blive suppleret med en bred spørgeskemaundersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i nyhedsbranchen. Forskningsprojektet vil også belyse konsekvenserne af den intensiverede anvendelse af ny teknologi, ændringer i virksomhedsstrukturer som fusioner eller udlicitering, nye ansættelsesformer som freelancetilknytning og projektansættelser, opblødning af faggrænser og nye kvalifikations- og kompetencekrav.
Forskningsprojektet bakkes op af Grafisk BAR, der er et rådgivende organ nedsat i henhold til Arbejdsmiljøloven, og vil blive fulgt af en følgegruppe herfra, bl.a. med deltagelse af DDF.
Forskningsprojektet ledes af cand.scient.soc. Karin Mathiesen, og cand.psych. Hans Hvenegaard, CASA, samt professor mag.art. Jørgen Poulsen, RUC.


>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================

DET GÅR SKIDT FOR ENGELSKE AVISER
Engelske The Daily Mirror lider under en voldsom oplagsnedgang. Oplaget er faldet med 200.000 i løbet af de sidste 12 måneder, skriver netudgaven af The Guardian. Nu er avisen i fare for at komme under 1,7 millioner i oplag, hvilket er avisens magiske grænse, hvor ledelsen skal til at overveje fremtiden grundigt.
Konkurrenten The Sun har det heller ikke for godt. Den mistede 100.000 i oplag sidste år.
Ifølge The Mirrors redaktør, Richard Wallace skyldes nedgangen blandt andet, at mange læsere har boykottet avisen efter at den bragte manipulerede billeder fra Irak-krigen, mens journalisterne skyder skylden på mangel på ressourcer og dårlige budgetter.

MINDRE FORMAT GIVER STØRRE OPLAG
Fire måneder efter overgangen fra broadsheed til tabloid kan fire svenske aviser konkludere, at ændringen har givet flere læsere, skriver Pressens Tidning. På Dagens Nyheter oplyser analysechef, Magnus Damstedt, at avisen har fået 40.000 nye læsere efter formatskiftet.
Også på Sydsvenska Dagbladet er der positive signaler. 30 procent af dem som valgte prøveabonnement har valgt at fortsætte med abonnement. Skånska Dagbladet fortæller om øgede intægter på grund af flere annoncer. Göteborgs-Posten som – i lighed med Aftenposten – valgte at sælge avisen i 30 dage for 30 sv. kroner fik 41.000 nye abonnenter. En fjerdedel af dem valgte at blive faste abonnenter.
Östersunds-Posten har formået at holde på 1000 af 3000 prøveabonnenter og kan hermed fremvise sit største oplag nogensinde.

BELGISK AVIS I LIGHT-UDGAVE
Den belgiske avis De Standaard går nye veje for at sikre sig flere læsere, skriver det norske tidsskrift Dagens Medier. For nyligt sendte den sin første ”light-version” af avisen på gaden, som har fået navnet De Standaard Espresso. Denne kompakta nyhedsavis indeholder kun nyheder, og den sælges for en langt lavere pris end hovedavisen, nemlig 50 belgiske cent. Espressoudgaven er på 24 sider, mens den store hovedavis er på 56 sider. Light-udgaven sælges kun i løssalg. Hovedavisen De Standaard gik over til tabloid-format i fjor, og er en af de bedst sælgende aviser i Belgien.


…OG VINDERNE FÅR – EN KUNSTIG BEFRUGTNING
Nogle aviser tænker yderst kreativt i kampen om at skaffe sig opmærksomhed. Således har engelske Birmingham Post lanceret en noget kontroversiel konkurrence, hvor vinderne får en gratis kunstig befrugtning, skriver mediaguardian.uk. Avisen mener, at det er for dårligt, at sådan et tilbud ikke gives af de offentlige myndigheder, og hermed manifesterer avisen sin utilfredshed med dette. I England er kunstig befrugtning et tabubelagt emne, hvorfor avisen nu bringer en grundig artikelserie om emnet, hvor altså konkurrencen er tilknyttet. I alt fire par får mulighed for behandlingen, udtaler avisens redaktør, Fiona Alexander.

20 MINUTES BREDER SIG I FRANKRIG
Schibsted-ejede 20 Minutes i Frankrig satser videre, skriver den franske hjemmeside www.voila.fr.
Fra marts måned får byen Nantes sin egen lokale 20 Minutes, hvilket betyder, at gratisavisen dermed er i syv franske byer. Med et oplag i Nantes på 30.000 vil det totale oplag i Frankrig for 20 Minutes være på 775.000.



>>> JOURNALISTIK OG ETIK
=====================================================

NÅR NYHED OG SIKKERHED SKAL FØLGES AD
Da valget I Irak skulle dækkes, besluttede de store danske dagblade at holde egne reportere hjemme, og i stedet benytte sig af stof fra udenlandske aviser og telegrammer. De danske tv-stationer derimod sendte reportere afsted.
På Politiken vurderede ledelsen, at det var for farligt at sende en journalist afsted.
- Vi vurderede, at det var alt for farligt i forhold til, hvad vi kunne få ud af det rent journalistisk. Der var risiko for kidnapninger, blodbad og drab, og det var vores ansvar som ledelse at vurdere, at vores mand ikke skulle til Bagdad, fortæller udlandsredaktør på Politiken, Michael Jarlner.
Han understreger, at det var en af de sværeste beslutninger for ham at tage som udlandsredaktør.
- Det var et vigtigt valg, og det var absolut værd at være til stede. Men omstændighederne gjorde, at vi valgte at blive hjemme.
Journalist Nis Olsen, som har fungeret som udlandsjournalist på avisen i en årrække, og blandt andet har boet i længere tid i Indien, var klar til at tage til Bagdad. I dagene op til valget var han i Basra på en anden opgave, og herfra var det meningen, at han skulle videre til Bagdad. Han blev imidlertid stoppet af ledelsen på avisen.
- Jeg ville gerne have været afsted. Så jo, jeg var skuffet over, at jeg ikke kom til Bagdad, siger Nis Olsen til Nyhedsbrevet Dansk Presse.
- Jeg har været der før, og jeg har gode venner, blandt andet en tolk og en chauffør, som vurderede, at jeg godt kunne rapportere fra Bagdad under valget. Men det er min redaktørs beslutning, og jeg lytter til ham, siger Nis Olsen.
Michael Jarlner mener, at det er prisværdigt, at journalisten ville tage til Bagdad.
- Det havde været frygteligt, hvis situationen havde været omvendt: At det var avisen, der pressede på, og journalisten der ikke ville af sted, siger udlandsredaktøren, der i stedet brugte nyheder fra Reuters og samarbejdspartneren The Guardian.
Dagen efter valget blev den italienske journalist Giuliana Sgrena fra Il Manifesto daily, kidnappet af bevæbnede mænd, da hun var ved at lave et interview på gaden. Hun var ikke beskyttet af sikkerhedsvagter, og hun er stadig ikke fundet.
TV 2’s udlandsredaktør Lotte Mejlhede forstår ikke, at medier sender medarbejdere til Irak uden beskyttelse, som den italienske journalist, der nu er savnet.
Lotte Mejlhede var selv med til at tage beslutningen om, at TV 2 skulle dække valget fra Fallujah og Bagdad. Men der lå store overvejelser bag, og det var først, da stationen havde udarbejdet den rette løsning, hvor sikkerheden var i top, at TV 2 besluttede at sende medarbejdere af sted.
- Vi havde mange og lange overvejelser omkring sikkerheden. Den går vi ikke på kompromis med. Vi blev enige om at sende Ulla Therkelsen til Bagdad sammen med en fotograf, hvorfra de skulle lave nyhedsanalyser udelukkende fra det hotel, de boede på. De personer, Ulla Therkelsen skulle interviewe kom til hotellet, fortæller Lotte Mejlhede.
- Ingen af dem, vi sendte af sted måtte lave journalistik fra gaden, uden at de var beskyttet af militæret. Det var for farligt. Desuden sendte vi journalist Rasmus Tantholdt til Fallujah, hvor han sammen med en fotograf producerede valgreportager under konstant beskyttelse, fortæller Lotte Mejlhede.
Hun understreger, at TV 2 udelukkende laver journalistik fra Irak med lige så stor sikkerhedsbevågenhed som under valget, så længe der er så store uroligheder som i dag.


>>> MARKED OG ØKONOMI
=====================================================

FREMGANG FOR BØRSEN
Dagbladet Børsen havde i 2004 den største oplagsfremgang i en lang årrække. Dansk Oplagskontrols tal foreligger endnu ikke, men Børsens egne tale viser en fremgang på syv procent.
www.borsen.dk



>>> RADIO-MEDIET
=====================================================

RADIODIREKTØR KOM IKKE I FOLKETINGET
Viceadm. direktør for Sky Radio kom heller ikke i Folketinget denne gang og fik et betydeligt dårligere valg end sidst, skriver www.radionyt.com. Ved Folketingsvalget i 2001 fik Krüger 2.145 personlige stemmer, hvilket betød at han blev 1. stedfortræder. Denne gang blev det kun til 716 personlige stemmer og dermed blev Krüger 2. stedfortræder. Søren Pind blev den store stemmesluger hos Venstre i Østre Storkreds; han fik over 4.000 personlige stemmer og overtog dermed Inge Dahl-Sørensens plads i tinget. Kasper Krüger siger, at han agter at stille op igen ved næste Folketingsvalg.


>>> TV-MEDIET
=====================================================

KVINDELIG BBC PRODUCER SKUDT I SOMALIA
En kvindelig BBC producer blev skudt I ryggen og døde efterfølgende I onsdags udenfor hendes hotel I Mogadishu, Somalia.
Den 39-årige Kate Peyton var netop ankommet til landet sammen med kollegaen Peter Greste, hvor de skulle lave en dokumentarserie om Somalia. Kate Peyton blev straks kørt til hospitalet, men døde kort tid efter af indre blødninger.
Vidner sagde, at en mand gik hen I mod Kate Peyton, da hun kom ud af sit hotel, han rettede en pistol mod hende, affyrede et skud og kørte væk I en bil.
Nyhedsredaktøren fra BBC udtaler:
- Kate var en af vores mest erfarne og respekterede udlands-producere, og hun har arbejdet overalt I Afrika og overalt I verden. Hun vil blive savnet både for som person og som professional producer. Vores tanker går til hendes mand, hendes datter samt Kates mor, bror og søster, siger nyhedsredaktøren. Produceren har arbejdet for BBC siden 1993, og hun er opvokset i Sydafrika.
En talsmand fra den somaliske regering beklager drabet. Den somaliske regering blev gendannet sidste år, og har i dag hovedsæde i nabolandet Kenya. Der har været krig i Somalia siden 1991, og urolighederne er trappet op siden den nye regering fik magten i landet.
Kate Peytons død kommer mindre end et år efter, at en anden BBC-reporter, Frank Gardner, blev såret I Riyadh, mens hans kameramand, Simon Cumbers blev dræbt ved samme lejlighed.
www.medianetwork.blogspot.com

TV 2-SALG FORSINKET
Salget af TV 2, der skulle være afgjort til påske, ser nu ud til tidligst at falde på plads i april og muligvis først til maj eller senere, skriver Berlinske Tidende.
Det vurderer kulturministeriets afdelingschef, Jesper Hermansen, der har det samlede overblik over salgsprocessen.
Folketingsvalget har i sig selv forsinket forløbet med en lille måned. Dertil kommer, at en eventuel ny kulturminister vil forsinke forløbet yderligere. Og oveni bliver der til foråret tale om et længere forhandlingsforløb med de udvalgte mulige købere af TV 2, når ministeriet har gennemført den første frasortering blandt de otte bydere.
I øjeblikket er kulturministeriet fortsat ved at analysere de første bud fra de otte seriøse bydere, som har indleveret ikke-bindende bud.
Ministeriet er dog endnu ikke helt færdig med analysearbejdet, og først derefter følger en behandling i den såkaldte »styregruppe«.
Når dette er fuldført - hvilket ventes at være på plads inden påske i slutningen af marts - er man klar til at tage stilling til, hvilke af de otte bydere, der skal gå videre til anden runde. Altså frasorteringen.
Navnene på de otte, som har afgivet ikke-bindende bud i første runde, er officielt fortsat hemmelige.

TV 2 NORDS DIREKTØR FYRET PÅ GRÅT PAPIR
TV 2 Nords bestyrelse fyrede sent torsdag aften direktør Bent Bjørn, erfarer NORDJYSKE Medier.
Fyringen sker omgående og uden nogen form for kompensation. Lønnen til Bent Bjørn er ligeledes omgående stoppet.
Fyringen kommer efter en advokatrapport - som bestyrelsen hos TV2Nord har bestilt - viste, at forholdene i blandt andet et af TV2Nords datterselskaber og Bent Bjørns rejseregnskaber ikke var i orden. Det er i hvert fald bestyrelsens vurdering, der mener, at Bent Bjørn har brudt tilliden så groft, at han nu er fyret.
Bent Bjørn derimod afviser alle beskyldninger. Ifølge kilder, NORDJYSKE har talt med, vil Bent Bjørn nu anlægge en erstatningssag.


>>> UNGE OG JOURNALISTIK
=====================================================

BØRN DER LÆSER AVIS I SKOLEN BLIVER AVISLÆSERE SOM VOKSNE
En ny amerikansk undersøgelse viser, at børn der arbejder med aviser i skolen med stor sandsynlighed kommer til at læse aviser, når de bliver voksne.
Tidligere undersøgelser peger ellers på, at det primært er børn, der vokser op i avis-læsende hjem, der selv kommer til at læse avis som voksne.
Den amerikanske undersøgelse er lavet for Newspaper Association og America. Den viser blandt andet, at 62 procent af de adspurgte i aldersgruppen 18-34-årige, som har arbejdet med aviser, da de gik i skole, i dag læser en daglig avis. Blandt de, der ikke har arbejdet med aviser i skolen, svarede kun 38 procent, at de holder en daglig avis.
I Danmark er Avisen i Undervisningen det nationale tilbud til skoler, der ønsker at arbejde med aviser.
Her er afdelingschef, Kirsten Holck Rantorp glad for undersøgelsens resultater:
- Jeg er glad for at få bekræftet, at organiseret arbejde med aviser i skolen skaber kommende avislæsere, siger Kirsten Holck Rantorp.
- Det kommer naturligvis ikke bag på mig. Mange elever får simpelthen en aha-oplevelse, når det går op for dem, hvad avismediet kan. Men de skal have hjælp til mødet med avisen, ligesom de får hjælp til at bevæge sig fra Harry Potter til Martin Andersen Nexø, siger hun.
Se hele undersøgelsen på www.naa.org/artpage.cfm?aid=6657. Læs mere om Avisen i Undervisningen på www.aiu.dk


>>> YTRINGSFRIHED
=====================================================

RINGE YTRINGSFRIHED I THAILAND
Samme dag som vi afholdt valg i Danmark, gik også Thailands befolkning til stemmeurnerne. Thaksin, som har siddet som statsminister siden 2001, vandt med et stort flertal. Netop Thaksin er kendt for at kontrollere de thailandske medier i høj grad, og der findes talrige eksempler på, at redaktører er blevet fyret, annoncekampagner, der ikke faldt i Thaksins smag, er blevet stoppet, og der er flere gange nedlagt censur mod at skrive om bestemte emner. Det skriver presse-magasinet, Dagens Medier.
Danske Mikkel Tofte Jørgensen er Thailand-kender og har skrevet Politikens nye guide om landet. Han fortæller, at mange akademikere gennem de senere år har protesteret mod statsministerens stramme greb om medierne. For eksempel er det meget begrænset, hvad der er blevet skrevet om urolighederne i Sydthailand, hvor det muslimske mindretal bor. Heller ikke under flodbølgen fik thailandske aviser lov til at komme til orde, selvom det var dem, der var tættest på den ramte befolkning.
- Først da statsministeren udstedte en tilladelse flere uger efter katastrofen, kom debatten om et varslingssystem i gang i de thailandske medier, fortæller Mikkel Tofte Jørgensen.
På trods af, at der findes asiatiske presseorganisationer, og at flodbølgen også ramte Burma, Indien, Sri Lanka og Indonesien, har der efterfølgende ikke været en regional pressedebat i regionen, hvor man har diskuteret værdien af oplysning i medierne om sådan en katastrofe.
Mikkel Tofte Hansen tror dog ikke, at det er muligt at begrænse ytringsfriheden over længere tid. Internettet har fået et stærkt tag i Thailand, og i næsten hver region er der rig mulighed for at komme på nettet. Her foregår en livlig debat og oplysning om, hvad der sker i landet. Flodbølgen var den første internationale katastrofe, hvor webloggen spillede en stor rolle i eftersøgningen af savnede og i nyhedsformidlingen. Dette medie er kommet for at blive – også i Thailand.

KINA FÆNGSLER FLEST JOURNALISTER
Kina er det land i verden, der fængsler flest journalister, skriver AFP. I slutningen af 2004 var 42 journalister sat i feægsel. Det er sjette år i træk, at Kina ligger øverst på denne liste, og det til trods for, at Kina i sin grundlov forsvarer pressefrihed. Efter Kina kommer lande som Cuba, Eritrea og Burma, udtaler Ann Cooper i den amerikanske organisation Committee to Protect Journalists.



*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************

SEMINAR PÅ FYN
Nedbring makulaturen, gør miljøet en tjeneste og spar (masser af) penge!
Miniseminar om makulatur, onsdag d. 16. marts 2005 kl. 10 – 14 hos Fyens Stiftstidende.
Pris pr. deltager: 160 kr.
Se og hør hvordan det på Fyens Stiftstidendes trykkeri har været muligt at supplere makulaturindsatsen med en metode, der ikke blot fokuserer på teknik, men også på områder som adfærd og kommunikation. Et værktøj som gav synlige resultater allerede efter kort tid.
Tilmelding kan ske ved henvendelse til miljøafdelingen i DDFF, Helene Markussen på telefon 25365300 eller via mail hm@danskedagblade.dk.

FOTOGRAFER TIL DIN ARTIKEL
Lær at tænke billedet ind i din journalistiske arbejdsproces, tage bedre billeder og behandle dem i computeren. Et godt åben uddannelse tilbud fra Danmarks Journalisthøjskoles fotojournalistuddannelse til alle skrivende. 3x2 undervisningsdage, hjemmeopgaver indimellem. Tilmeldingsfrist 1. marts 2005. Se mere på http://afdelinger.djh.dk/kurser/stories/storyReader$77.


*******************************************************************************
=====================================================



Danske Mediers ArbejdsgiverforeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: dma@mediearbejdsgiverne.dk